John Brogårds indlæg i Folkeskolen nummer 25 om et positivt resultat af et arbejde ud fra sangteknik med en stammer har hos mig fremkaldt en ellers glemt erindring fra omkring 1960, da jeg var ansat på Katrinedals Skole i København. Vi havde en fremtrædende sanglærer, Kaj Otto Andersen, for øvrigt senere sanginspektør i Københavns Kommune, for længst død og borte.

Kaj Otto Andersen havde fået en stammer, en dreng, i sin klasse, og i en kort periode fortalte han om en vellykket indsats med drengen, svarende til den, som Brogård beskriver. Han havde drengen i både dansk og sang, som faget hed dengang. Som sanglærer kunne han naturligvis, som Brogård nævner, konstatere, at når drengen sang, var der ingen problemer. Dette forhold, sammenholdt med at Andersen, efter hvad han fortalte, selv havde haft stammeproblemer, som han efter sin egen vurdering netop havde fået overvundet i kraft af sin intense beskæftigelse med sangen, havde fået ham ind på den tanke at forsøge at arbejde systematisk med drengen ud fra sin sangtekniske baggrund. Og det havde givet et tilsvarende overraskende positivt resultat som Brogårds forsøg, selv om det nok tog lidt længere tid.

Så vidt jeg ved, prøvede Andersen aldrig at forfølge spørgsmålet, men var tilfreds med at tage det som en enkeltstående succeshistorie. Sagen havde nok fortjent bedre, så derfor kan jeg kun ønske Brogård held med sin efterlysning af tilsvarende erfaringer. Dette var så et enkelt eksempel, ganske vist fra den fjerne fortid. Dette eksempel er Andersen desværre afskåret fra selv at referere, men hvis nærværende andenhåndsberetning kan støtte Brogårds initiativ, så kan historien måske alligevel nå at tjene et fornuftigt formål.

Ib Granerud

Hillerød