Peter Jensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Peter Jensen døde den 8. januar, 97 år. Livet begyndte i Brovst Sogn nord for Limfjorden på en gård med otte søskende. Efter at han konstaterede, at han ikke skulle være landmand, blev han mejerist, men skolen spøgte i baggrunden, så vejen fra ploven til skolestuen begyndte.

Det blev Frederiksberg Seminarium, der påtog sig opgaven. I 1931 blev han færdig og klar til at tage fat, men det var svært, meget svært at finde arbejde.

Det blev til Optagelseshjemmet i Skibby, Blindeinstituttet i Kalundborg og et lærlingehjem på Amager, før stillingen som lærer i Borsholm Skole blev ledig.

Borsholm Skole blev nedlagt i 1939, og sammen med tre andre skoler blev de til Nygård Skole. Den var ny og flot, og kreativiteten fejlede ikke noget. De følgende ti år blev gode år, hvor Peter var 'primus motor' i mange ting: lærerforening, fælleslærerråd og den begyndende ungdomsskole. Den sidste blev hans hjertebarn.

I 1949 flyttede Peter til Nyrup som leder der, og i de følgende år blev kommunalpolitik hans fritidsinteresse; stadigvæk med ungdomsskole og ungdomsnævn som de store interesser. Efter 1958-loven blev også Nyrup Skole for lille og utidssvarende. Både fagligt og politisk arbejdede Peter for den nye Mørdrupskole i Espergærde, og han blev denne skoles første inspektør i 1963. Herligt med alle de unge og glade lærere, som skolen blev befolket med! Det gik stærkt fra 400 til 1.000 elever, så i 1971 gav han staven videre og gik på pension som 68-årig. Men mod var der nok af. Indtil Peter fyldte 80 år, underviste han i voksenundervisningen (det, der senere blev til VUC), i aftenskolen og i Horserød Statsfængsel.

Men hvad brugte manden de sidste 17 år på? Kartofler, gulerødder, jordbær, tre børn, tre børnebørn og et enkelt oldebarn var med til at kæde det hele sammen. Nu er det forbi.

Vi savner ham.

Ditte Jessen