Kvindeskolen

Mændene på Stagstrup Skole har forstået at indrette sig, selvom de er omringet af kvinder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kønsroller er ikke noget, der i det daglige optager lærerne på Stagstrup Skole ved hovedvej 11, der snor gennem Thy, men hvis man ser det hele lidt fra oven, er de nemme at få øje på blandt skolens 17 lærere.

Kvinderne er alle sammen almindelige lærere, mens mændene beklæder ledende poster. To er henholdsvis skoleinspektør og viceinspektør, og to er tillidsmand og mødeleder i pædagogisk råd.

Hvorfor er det sådan?

'Jeg tror ikke, det er fordi kvinderne er mindre interesseret i det fagpolitiske eller i at gøre karriere, men vi satser måske mere på den livskvalitet, der kommer af at have tid til at være sammen med sin familie. Min mand har været leder i det private erhvervsliv, så jeg ved hvilke omkostninger, sådan et job kan have', siger Jonna Yde, der har været lærer på skolen i fem år.

Den skæve kønsfordeling kan mærkes både på lærerværelset og ude i klasserne, hvor nogle har kvindelige lærere i alle fag. Det betyder ifølge Jonna Yde utrolig meget.

'Personligheden er det vigtigste, men det er lækkert for drengene, når de for eksempel møder en mand, der er musiklærer. Det kan få selv de store drenge i 7. klasse til at interessere sig for faget. Vi kvinder ved godt, at vi skal lægge det moderlige bag os, men vi må acceptere, at drengene tumler og konkurrerer.'

Synd for drengene

'Det er synd for eleverne, at de skal gå gennem deres skoleforløb uden at blive undervist af en mand. Drenge snakker anderledes med mænd end med kvinder', siger Mette Kragh Møller, der er barselsvikar.

Når der har været behov for at tage en styrkeprøve med eleverne, har hun engang imellem savnet at have den pondus, som nogle mænd har i kraft af deres adfærd og størrelse, men i det faglige kan man kompensere for, at klassen kun har kvindelige lærere ved at tænke over, hvilke aktiviteter man vælger.

'I idræt gælder det om at komme lidt væk fra det hyggelige og sociale ved for eksempel at spille en omgang rugby. En anden mulighed er at dele klassen i nogle fag, så man giver drenge og piger forskellige muligheder', siger hun.

Et stort flertal kommer let til at dominere på en skoles lærerværelse, mener Stise Nysted, der har været ansat i tre år.

'Vi er et godt miks. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis vi var ligeligt fordelt på kønnene, men det er mindst lige så vigtigt, at vi har et godt kollegialt forhold til hinanden. Derfor gælder det ikke om for enhver pris at få ansat flere mænd', siger hun.

Tror på sig selv

Stise Nysted er souschef for både lærerrådsformand og tillidsrepræsentant, men hun er ikke særlig vild med at lede møder i deres fravær.

'Det er nok karakteristisk, at kvinder lader sig rive med. I alt fald bliver jeg draget for meget ind i diskussionen. I det hele taget tror vi kvinder måske for meget på det, vi selv står for, mens mændene er bedre til at tro på sig selv. Det er måske forklaringen på, at det er mændene, der sidder på posterne.'

Inden for de senere år er der blevet ansat en kvinde som skoleinspektør og tre kvinder som viceinspektører i Thisted Kommune, men på Stagstrup Skole er der ikke ændret ved de gamle mønstre.

'Det er måske lidt tilfældigt', siger viceinspektør Torben Nielsen. 'Der er faktisk sket et skred i retning af ligeberettigelse også på vores kanter af landet.'

Problemet med den skæve kønsfordeling optræder ifølge viceinspektøren i klasserne og på fritidshjemmet.

'Eleverne kan sagtens gå hele dagen uden at møde en mand både i undervisningen og i fritidsordningen. Det er et problem, for der er forskel på, hvordan mænd og kvinder forholder sig. Heldigvis hjælper det, at der er tradition for at mange af børnene er med i sportsforeninger i fritiden, hvor det er mænd, der står for træningen.'

Sobert sprog

Mødeleder i pædagogisk råd, Ivan Iversen, peger på, at drengene er anderledes, når læreren er en mand. Deres forventninger er anderledes, og de har det godt med, at der sker noget på deres præmisser.

'Det er svært at sætte ord på, hvor forskellen ligger, men der er måske ikke så meget snak, når læreren er en mand. Vi tørrer heller ikke så meget næse, og vi binder måske heller ikke så mange snørebånd.'

Tillidsrepræsentant John Pedersen vælger at tage kønsforskellen fra en humoristisk vinkel. Det er ham, der fortæller, at mændene har deres eget bord på lærerværelset, hvor der er plads til lidt mandehørm, og at det er dejligt med de mange kvinder, fordi de er meget bedre end mænd til at hjælpe og gå til hånde.

Kønsfordelingen har desværre resulteret i, at tipsklubben er afgået ved døden.

'Når vi kun er fire mænd over for 13 kvinder, så skal man se humoristisk på tingene, hvis ikke man vil gå i spåner. I det hele taget er vi gode til at spille ping-pong med hinanden. Det får mange af de følelsesmæssige udsving, der uvægerligt opstår på et lærerværelse som vores, til at fortabe sig. Mændene er garanti for, at der føres et sobert sprog over kaffen', siger han.-Jan Kaare er freelancejournalist