Døde bænkebidere i en skål med en ske. En gåsevinge sat op omkring et foto af en flok gardere fra Det Kongelige Livregiment. Flade, mumificerede katte med loppehalsbånd. Visne skræppeblade sat op på et ærmebræt. Lysbillederne flyver over lærredet med en hurtig kommentar til, en længere historie eller helt uden ord.

John Olsen er kunstner og vil vise øjets betydning, hvordan man sanser i naturen, gør erfaringer med øjet og sætter objekter fra naturen sammen, giver et sammenstød for at få folk til at undres.

Han laver forundringsskabe med indsamlede ting fra strand, skov og losseplads. Han har lavet sanseudstilling for børn og med børn, og han fortæller, at han er træt af minimalisme og bør­ne­museer.

»Du milde, de har jo ingen forstand på det. Dér sidder en pædagog og viser børnene, hvordan de kan farve med én farve et sted og en anden et andet sted. Og børnene er jo meget bed­re til det selv. Et sansekammer eller et undrekammer er meget bedre, for formålet med museet må være at tage børnene alvorligt«.

»I dag overfører man meget til computeren. Det er rædsomt. Tænk på alle de samlinger, der bliver smidt ud fra skolerne udstoppede dyr og sten. Ungerne elsker den stoflighed, og de elsker at undres«.

»Der burde være et fag i skolen, hvor børnene lærer at bruge deres øjne, lærer at se. Alting er så menneskeskabt i dag«.

Ordene vælter ud af John Olsens mund, lysbillederne farer forbi synsfeltet. Der er tale om et sandt bombardement for sanserne, og det er netop noget af dét, han står for.

Men han går også ind for muligheden for fordybelse. At der altid på et museum er mulighed for, at man kan sætte sig ned, hvile og fordybe sig. Gerne i halvmørke og med stille musik.

Kunst skal ikke forstås

»Mange på kunstudstillinger siger, at de ikke forstår kunst. Det gør jeg heller ikke. Man skal vel ikke forstå kunst, det skal være åbent. Hvad vil mennesket selv se«, spørger han ud i det mørke rum, hvor lysbillederne farer forbi. Han venter intet svar og taler selv videre.

»Meget opstår i tilfældet, men man skal være åben for at kunne bruge det«.

»Jeg holder meget af, at tingene er sat impulsivt op, de må ikke blive låst fast, de skal kunne skiftes ud, forandres. Der skal ske et sammenstød mellem tingene«.

»Det er ligesom folks opslagstavler i deres hjem. Dér er sammenstød, der for­slår noget. Det er spændende. Det er som en primitiv film«.

John Olsen fortæller, at de mumificerede katte gør et stort indtryk på børn. Sætter snak i gang. Ligesom dengang han havde sat en beholder med en abe i sprit ind i et af sine forundringsskabe, hvor alle slags ting står mellem hinanden og kan flyttes om og om igen.

»Aben i sprit var lige det stærkeste. Der var nogen, der syntes, jeg skulle fjerne den. Men tja, når man tænker på, hvad børnene ser i fjernsynet, det er da ofte langt værre«.

En anden oplevelse havde han med et lille tørret abefoster, han udstillede imellem sten, skaller og tørrede blade.

»Det lå i fosterstilling, ligesom gamle mennesker lægger sig i fosterstilling, når de dør«.

»En lille dreng kom hen til mig og sagde: Du må gerne få mig, når jeg dør. Hvis jeg kan blive så smuk som den abe, så vil jeg hellere dét end i jorden«.

Barnets beskidte pind

John Olsen forlod skolen som 13-årig.

»Jeg var ordblind som så mange billedkunstnere er. Men jeg var god til at opleve. Til at se«.

Hans dannelsesrejse gik rundt til de danske museer, og han begyndte med Fynshoved. Johannes Larsen var hans store forbillede, og han har selv tegnet dyr i alle årene som kunstner. Han bor på Midtfyn.

»Jeg laver billeder af dét, børn ikke må slæbe med hjem. Den lille beskidte pind, stenen og indtørrede bananskræl. Der er jo ikke normale mennesker med lejligheder, der kan have sådan en samling. Men jeg har kasser overalt i mit hus. Mugne kasser, rodekasser«.

Han fortæller, at han for nylig slagtede nogle gimmerlam.

»Der var fostre i nogle af dem, og det var egentlig synd blot at smide dem ud til ravnene, så jeg lagde dem i salt, og senere lagde jeg dem på maling på lærreder. Det blev de rene hulemalerier«.