Et af tidens hæslige symboler er blevet digitaluret. På digitalurets display kommer et nyt tal til syne, hver gang de forrige forsvinder. Hvert minut og sekund står fuldstændigt isoleret.

Klokken bliver 14.30, 14.31, 14.32, uden der er sammenhæng mellem tidspunkterne. Hverken fortid eller fremtid er med.

Urets princip er det samme som princippet i en amerikansk actionfilm. Der springes nervøst fra det ene højdepunkt til det andet.

De samme folk, der går med digitalure, er også de folk, der træffer aftaler ved at spørge om uger. Skal vi mødes i uge syv eller uge 32 eller uge 40? Det samme voldsomme, usammenhængende ryk som på digitaluret.

Samtidig udtrykker uret vore ønsker om større og større løn, mere og mere produktion, flere og flere leveår. Et vanvittigt, stigende forbrug af digitale tal. Selv de ældre er blevet påvirket af dette forfærdelige tidsmåleapparat.

På et plejehjem overværede jeg en dag en samtale mellem to ældre mænd, der sad under dagligstuens gigantiske digitalur.

Mens de røde, blinkende klokkeslæt trak blodige striber hen over deres ansigter, som blev de ustandselig skambidt af tidens tand, sagde den ene: 'Jeg har ikke elsket med en kvinde siden 1948.' 'Nå', svarede den anden, 'det er da ikke så lang tid siden. Klokken er kun 20.05.'

Dertil kommer, at digitaluret er lydløst. Man kan ikke ligge om natten på sit soveværelse med et digitalur på natbordet og høre sekunderne falde ned på gulvet som små sandkorn.

Tiden lister sig lydløst ind på en, så man i det mindste ikke skal høre et tik eller et tak, der tilkendegiver, at døden nærmer sig.

Overalt i min familie var der for 20 år siden store, gammeldags ure med et rundt og venligt ansigt og en lang og en kort viser, der sindigt bevægede sig rundt og rundt.

Når jeg så på min bedsteforældres bornholmerur, kunne jeg næsten se, hvordan viserne trak fortiden, alle de passerede tal, ind i nuet samtidig med, at fremtiden, de kommende tal, stadig var synlige på urskiven.

Det gav mig en fornemmelse af altid at stå i et helligt fikserpunkt, hvor to mægtige kræfter, fortid og fremtid, som to oceaner stødte sammen og blev til en del af øjeblikket.

Jeg savner stadig dette bornholmerur, som min langelandske bedstefar trak op hver anden dag.

De runde ure med visere, som kan købes i dag, er enten elektriske eller bruger superstærke batterier.

Der kan gå måneder, hvor tiden bare går. Men jeg vil gerne have et ur, der regelmæssigt går i stå.

Det skal minde mig om med sit tik og tak og sit pludselige gåen-i-stå, at jeg er et dødeligt væsen, hvis tid også når som helst kan rinde ud.

En gang imellem kan jeg ikke lade være med at tænke: Gad vide, hvad det i længden betyder for børns opfattelse af liv og død at bruge digitalure, der sjældent går i stå?

-Poul Joachim Stender er sognepræst.