Sidste efterår var jeg til et debatmøde med blandt andre den daværende formand for Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen. Da et nøgleord i debatten var 'samarbejde', måtte jeg spørge Damkjær efter samarbejdsviljen, når den daværende formand, Birgitte Bjerregaard, offentligt havde udtrykt stor forståelse for vore arbejdsgiveres krav op til overenskomstforhandlingerne. Han svarede mig, at der efter hans mening var tale om en 'smutter'. Det var i hvert fald hverken hans eller foreningens indstilling, der var kommet til udtryk.

Måske var mine forventninger til Damkjær for store på denne baggrund, men det skuffede mig, da han, nu som formand, var ude straks efter offentliggørelsen af overenskomstforliget og udtale, at det efter hans opfattelse var et godt forlig, som lærerne burde stemme ja til.

Okay, en nyvalgt formand skal da have lov til at vælte sin snaps uden at blive sendt fra bordet, men samtidig med offentliggørelsen af lærernes afvisning af overenskomstresultatet lagde Damkjær igen fra land: 'Jeg tror ikke, forældrene vil vise meget forståelse for en konflikt på grundlag af, at lærerne er utilfredse med deres arbejdsaftale'.

Det kan ikke forventes, at forældrene forstår detaljerne i vore skiftende arbejdstidsaftaler, men jeg forventer, at formanden for Skole og Samfund har sat sig ind i sagerne. Når han er kommet dertil, bør han vide, at vore anstrengelser går på at sikre forberedelsen af undervisningen. I mine øjne handler det om kvalitet i undervisningen af hans medlemmers børn.

Har Damkjær også en næstformand, der kan undværge, eller udtrykker han foreningens holdning? Jeg er i hvert fald kommet dertil, hvor jeg må spørge: Hvor står Skole og Samfund?

Niels Thorlund

Fanø