Anmeldelse

www.eplaner.dk

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det drejer sig jo ikke blot om karakterbøger. Elevplaner har et bredere sigte, som involverer oplysning og planlægning for den enkelte elevs alsidige udvikling. Derfor må udfærdigelsen af planerne ikke blive for mekanisk og standardiseret. På den anden side skal arbejdet med planerne være rimeligt og overkommeligt for lærerne.

Fakta:

Titel: www.eplaner.dk

Forfatter: Jens Martin Larsen, Jan Lundum, Kasper Schmidt Engberg

Type: Internet

Forlag: Nummer11

"Eplaner" er et it-program, som er udviklet til udarbejdelse af elevplaner. Konstruktørerne har lagt sig på et balancepunkt mellem det automatiske og det lærerstyrede, hvor der findes visse frihedsgrader, som muliggør, at læreren kan sætte sit personlige præg på planerne.

Da mange lærere formentlig vil lade deres valg af systemet afhænge af, om de indlagte tekster formår at udtrykke deres budskab præcist nok, kommer her et eksempel hentet fra arbejdsmåder og tankegange i fysik/kemi: Hun viser et tilfredsstillende engagement i sine arbejdsmetoder og kan fremlægge viden teoretisk og praktisk.

Som det fremgår, er systemets tekster enkle og let forståelige. Og de fleste vil formentlig finde dem velegnede som grundlag for lærernes, elevernes og forældrenes samtaler og planlægning.

I tilfælde, hvor situationen kræver en mere specifik kommentar, har læreren mulighed for at gå ind med tilføjelser eller erstatning af programmets tekst.

Systemet er web-baseret. Det virker meget stabilt, og det er ganske enkelt at arbejde med.

Eleverne bedømmes inden for fagenes overordnede centrale kundskabs- og færdighedsområder plus, som et fast punkt, individuel indsats.

De centrale kundskabs- og færdighedsområder for et fag står permanent på skærmen under vurderingen af en klasse, og skulle man have glemt det, vil et klik på et område straks fremkalde de tilhørende trinmål.

Vurderingen udtrykkes for hver elev ved hjælp af en af fem smileys fra kisteglad til eddikesur. I tilknytning til hver smiley ligger den tekst, som vil figurere i elevplanen.

Hvis der i en periode har været lagt vægt på særlige aspekter eller emner i undervisningen, kan der tilføjes linjer, så indsatsen og udbyttet også vurderes på disse områder.

Lærernes vurdering samles på hver elevs statusside. Her indskrives også mål, kommentarer og planer for den fremtidige indsats.