It kortlægges

Ministerier vil finde ud af, hvordan IT bruges i undervisningen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen tvivl om, at der på alle landets skoler er indkøbt IT-udstyr for mange millioner kroner, rullet mange kilometer kabler ud og sendt mange tusinde lærere på kursus i at betjene isenkrammet. Men hvordan går det egentlig med at bruge det i undervisningen - og hvordan vurderer man overhovedet sådan noget?

Undervisningsministeriet sendte i ugen op til påske et gratis evalueringsmateriale ud til samtlige skoler og øvrige uddannelsesinstitutioner. Initiativet har til formål at kortlægge hver enkelt skoles niveau med hensyn til IT, nu hvor de første års ukritiske begejstring over de digitale muligheder i undervisningen har lagt sig. Materialet, der har fået betegnelsen IT-spejlet, har det dobbelte formål dels at hjælpe skolerne til et overblik over deres egen situation i forhold til sammenlignelige skoler, dels at give et centralt overblik over forholdene.

Materialet består af et antal spørgeskemaer til henholdsvis ledelse, lærere og eleverne på 9.-10. klassetrin. Hver skole har fået en adgangskode til undersøgelsens hjemmeside, og så snart skolens egne resultater er tastet ind, kan man analysere sine egne resultater og sammenligne sig med såvel det øvrige uddannelsessystem som skoler af samme type som ens egen. Resultaterne er anonyme, og det bliver ikke muligt for offentligheden at se resultatet for hverken den enkelte skole eller undervisningssektoren som helhed, før tallene er bearbejdet for offentliggørelse.

'Mange institutioner køber sig ikke blot fattige på IT-udstyr, men investerer også klogt', siger undervisningsminister Margrethe Vestager. Hun påpeger, at selv om Danmark ifølge internationale undersøgelser ligger højt med hensyn til dækningsgrad, mangler der et samlet overblik over skolers og andre institutioners indkøb af hardware.

Ministeren understreger, at målet ikke kun er en formel integration af IT i alle dele af skolens arbejde, men også at understøtte den enkeltes læring. 'IT skal ikke blot bruges til at træne formelle færdigheder, vi skal også bruge teknologien til at understøtte andre vigtige kompetencer såsom samarbejde og kreativitet', siger hun.

Hun minder om, at nogle typer aktiviteter fortsat vil kræve andre arbejdsformer, men IT har vist sig at være et uovertruffent redskab over for en stor del af den elevgruppe, der står af over for formel undervisning.

Undervisningsministeriet vil sammen med IT- og Forskningsministeriet samt Arbejdsmarkedsstyrelsen, der også er med i initiativet, på baggrund af resultaterne vurdere, hvilke centrale tiltag der måtte være behov for. Undervisningsministeren gør opmærksom på, at undersøgelsen ikke skal opfattes som en bestillingsseddel, selv om mange skoler skulle vise sig at påpege enslydende behov.

PLS Rambøll Management står for den praktiske gennemførelse af undersøgelsen, der afsluttes den 9. juni.

Tonny Hansen er freelancejournalist