Husk at holde fri – når du har fri

Ny i jobbet. Er du ny på arbejdsmarkedet, kan jobbet nemt tage overhånd. Derfor gælder det om at passe på sin fritid.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som nyansat lærer kan du imødese mange spændende udfordringer, når skoleåret begynder til august. Nogle af dem kan næsten blive for spændende. Derfor gælder det om at undgå, at arbejdet tager overhånd.

»Når du begynder som lærer, kan du nemt blive så engageret i dit job, at det nærmest virker grænseløst. Du er opslugt af det på skolen, og hjemme tænker du på det, både når du forbereder dig, og når du laver alt muligt andet. Det er på længere sigt uholdbart«, siger Majken Tingstrøm.

Som socialrådgiver i Rådgivningen for psykisk arbejdsmiljø i Danmarks lærerforening kommer hun i kontakt med lærere, for hvem arbejdet er blevet for meget.

»Kan du ikke sove ordentligt om natten, og kan du ikke lade være med at tænke over arbejdsopgaver, når du er sammen med din familie, eller når du laver noget andet, der ikke har relation til jobbet, er det tegn på, at et eller andet er galt. Skal du kunne yde dit optimale som lærer, er det vigtigt at kunne adskille arbejde og fritid og at kunne holde helt fri engang imellem«, siger DLF-socialrådgiveren.

Få nogle gode arbejdsvaner

Som grundregel skal du holde arbejdsnormen, altså det antal timer, som du får løn for at arbejde. Det kan som ny underviser være svært, fordi du begynder fra bunden af på alle opgaver. Derfor er det vigtigt, at du fra begyndelsen får nogle gode arbejdsvaner.

»Det gælder om at få struktur på opgaverne, så de ikke flyder ud over alle døgnets timer. Det kan man gøre ved at sætte grænser for, hvor lang tid den enkelte opgave må tage og ved at bruge den undervisningsfri tid på skolen og forberedelsestiden hjemme så effektivt som muligt«, siger Majken Tingstrøm.

Har du svært ved at finde en god struktur på arbejdet, er det oplagt at spørge din mentor eller dit team om, hvordan de gør. De er mere rutinerede i jobbet, og vil tit kunne rådgive dig om, hvordan du løser en konkret opgave på den letteste måde.

Får du en klasse, som stiller uventet store krav, er det ligeledes en god idé at gå til dit team eller til tillidsrepræsentanten eller ledelsen.

Har du fået et skodskema?

Der findes fortsat skoler, der giver nye lærere hårde skemaer, så de for eksempel begynder deres første skoleår med at have skolens værste klasse i et eller flere fag, som de ikke har haft på deres uddannelse.

Majken Tingstrøm:

»Det kan være svært på forhånd at gennemskue, at du har fået et skodskema, fordi du ikke kender klasserne, og fordi du ikke ved, hvad de enkelte opgaver indebærer. Er det tilfældet, og giver det dig problemer, gælder det om at lægge det åbent frem og få ledelsen til at gøre noget ved situationen«.

Måske kan der blive tilknyttet en hjælpelærer til klassen i nogle timer, eller du kan blive fritaget for andre opgaver, så du har bedre tid til forberedelserne.

»Det er helt naturligt, at det første år som lærer stiller store krav, og at du kan opleve, hvad der kaldes et praksischok. Men det er vigtigt, at kravene ikke tager overhånd. Du skal holde til et langt liv på arbejdsmarkedet, så det gælder om at holde både humøret og arbejdsglæden ved lige«, siger Majken Tingstrøm.