På tærsklen til et nyt årtusinde står vi midt i en eksplosiv udvikling af skolens undervisningsmaterialer. Vi er i computer- og cyberspacetidsalderen. 90'erne er blevet årtiet, hvor informationsteknologien for alvor har gjort sit indtog i skolen. I anden halvdel af 1970'erne og ikke mindst op gennem 1980'erne blev computeren et mere benyttet redskab i undervisningen. I begyndelsen først med tekstbehandling og simple, ret primitive undervisningsprogrammer, der op gennem 1980'erne og specielt efter cd-rommens introduktion har udviklet sig til langt mere anvancerede og komplekse hjælpemidler i undervisningen.

Adgangen til Internettet tegner nye perspektiver for undervisningen i folkeskolen, ikke mindst i forbindelse med elevernes selvstændige informationssøgning ved projektarbejder.

For at folkeskolen til fulde kan få nytte af informationsteknologien, kræves imidlertid en massiv investering i de kommende år - i anskaffelse af computere, efteruddannelse af lærere og ikke mindst i udviklingen af nye koncepter for interaktive undervisningsprogrammer, der demonstrerer de unikke muligheder, de elektroniske undervisningsmidler tilbyder fremtidens skole som supplement til skolebogen og andre mere traditionelle undervisningsmidler.

Disse års eksplosive udvikling i undervisningmidlerne har en historisk parallel i folkeskolens situation omkring århundredeskiftet. De sidste årtier af 1800-tallet og de første af 1900-tallet var en pædagogisk pionertid, hvor uddannelse og omstilling begyndte at optage sindene. Som en følge heraf kom det til et veritabelt boom i fremkomsten af nye undervisningsmidler til folkeskolen - skolebøger, billeder, anskuelsestavler, kort, modeller, fysikapparater med mere. En udvikling, som i høj grad blev præget af lærerne selv.

Mangel på undervisningsmidler

Da de tre landsbylærere fra Viborg stift P.A. Holm (1844-1901), C.A. Thyregod (1822-1898) og Emil Sauter (1832-1901) i 1874 stiftede Danmarks Lærerforening, stod det skralt til med undervisningsmaterialet i de danske skolestuer. Det fremgår med al tydelighed af en spørgeskemaundersøgelse, som Danmarks Lærerforening i 1879 satte i værk. De indsendte besvarelser (der dækkede cirka en fjerdedel af de danske skoler) viser, at der i den grad manglede undervisningsmidler i skolerne. Kun 21 procent af skolerne havde læsebøger nok til alle elever, og i mange tilfælde var læsebøgerne af forskellige forfattere. Én skole havde blot 18 læsebøger til 78 børn, en anden samme antal til 103 elever, én skole havde seks regnebøger til 70 børn.

Geografi- og historiebøger fandtes kun undtagelsesvis i skolerne, hvorimod et vægkort var mere almindeligt. Kommunernes bevillinger til skolerne rakte ikke til anskaffelser af undervisningsmidler. Ifølge 1814-skolelovene regnedes det da heller ikke for en kommunal opgave. Det var op til hjemmene at anskaffe børnenes skolebøger. Den offentlige skolekasse skulle kun træde til for at dække udgifter 'til de nødvendigste lærebøger for fattige børn, hvis forældre, værger eller husbonder ikke kunne bekoste samme'. Der var stadig lang vej til, at kommunerne ville påtage sig udgifterne ved anskaffelsen af samtlige af skolens undervisningsmidler. Dette princip blev først gennemført ved skoleloven i 1937. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at heller ikke forældrene havde spenderbukserne på.

Spørgsmålet om, hvorvidt børnene selv ejede skolebøger, besvaredes de fleste steder med 'nogle enkelte', 'meget få' eller slet og ret 'ingen'.

Der var i høj grad et behov for en massiv indsats for at øge antallet af undervisningsmidler i folkeskolen, og i Emil Sauter rådede Danmarks Lærerforening over den ildsjæl, der kunne få tingene til at ske.

Dansk Skolemuseum oprettes

Problemet var imidlertid ikke blot de økonomisk bevidste sogneråd, men også mange læreres ukendskab til de nye pædagogiske undervisningsmaterialer. Derfor nedsatte Danmarks Lærerforening et særligt udvalg for skolemateriel under Emil Sauters ledelse. Det arrangerede udstillinger rundt om i landet, hvor eksempler på topmoderne undervisningsmateriale fra mange europæiske lande blev demonstreret. Initiativet blev hilst velkommen fra Kultusministeriets side, og allerede i finansåret 1882-83 fik Emil Sauter en årlig statsbevilling på 4.000 kroner som 'Bidrag til Udbredelse af Kundskab om godt Skolemateriel'. De anskaffede undervisningsmidler kom fra 1887 til at danne grundlaget i det Dansk Skolemuseum, som Emil Sauter fik oprettet først på loftet i Gladsaxe Rytterskole, derefter i en lejlighed på Gammel Kongevej, for siden i 1894 at flytte det ind i det centrale København i Stormgade (i nummer 17 indtil 1909, herefter i nummer 3). I de følgende årtier kom Dansk Skolemuseum til at indtage en central position inden for den danske skoleverden, ikke mindst i perioden 1901-18, hvor justitsråd Fr. Thomassen (1850-1918) var den inspirerende leder.

Undervisningsmateriale fra ind- og udland erhvervedes, særudstillinger arrangeredes på museet og rundt om i landet, hvor materialerne kunne tages nærmere i øjesyn. I 1908 udsendte Dansk Skolemuseum endda en vejledning for landsbyskoler med grundig oplysning til sogneråd og lærere om anbefalelsesværdige undervisningmidler, 'Skolestuens Udstyr'. Dansk Skolemuseum fungerede således ikke primært som et museum i moderne forstand, snarere som Danmarks første undervisningsmiddelcentral. I 1930 måtte Dansk Skolemuseums bygning i Stormgade vige for det nye Nationalmuseum. Museet skiftede navn og fokus og genopstod som Danmarks Pædagogiske Samling (senere Danmarks Pædagogiske Bibliotek) på Frederiksberg Allé. Store dele af museumssamlinger pakkedes ned for først igen at se dagens lys, da den ny, selvejende institution Dansk Skolemuseum oprettedes igen i 1995, atter med støtte fra blandt andre Danmarks Lærerforening. De bevarede samlinger giver et unikt indtryk af den kraftige vækst i udbudet af undervisningsmidler til folkeskolen, der fandt sted i årtier omkring 1900. I det følgende kan vi blot strejfe enkelte eksempler på denne udvikling.

Anskuelsesbilleder

En af de mest epokegørende pædagogiske nyskabelser i slutningen af sidste århundrede var, at der nu kom billeder ind i klasseværelserne - vægkort og ikke mindst undervisningstavler, de såkaldte anskuelses- og iagttagelsesbilleder. Det pædagogiske princip med at anvende billedtavler i forbindelse med undervisning kan spores tilbage til 1600-tallet, men det var først lidt over midten af 1800-tallet, da den litografiske trykketeknik var tilstrækkelig udviklet, at masseproducerede undervisningstavler fandt vej ind i skolen, tidligst i Tyskland. En del af de tyske undervisningstavler fandt efterhånden vej til Danmark.

Foregangssted var det københavnske skolevæsen, der allerede i 1876 indførte anskuelsesundervisning som særskilt fag på undervisningsplanen. Planen forudsatte ligeledes anvendelse af undervisningstavler i andre fag som religion, historie og naturhistorie. Hermed opstod der en øget efterspørgsel efter egnede undervisningstavler, der stimulerede fremkomsten af danskproducerede billeder. I de sidste årtier af 1800-tallet opstod der i lærerkredse en voksende interesse i at udvikle anskuelsesundervisningens metodik. En pioner på dette område var lærerinden Kirstine Frederiksen (1845-1903), der i en lærebog om anskuelsesundervisning fra 1889 understregede betydningen af barnets umiddelbare forhold til tingene uden formidling af vedtagne normer og holdninger. Den ideelle form for anskuelsesundervisning bestod i, at man med eleverne opsøgte tingene (naturen, arbejdsplads) og på stedet iagttog fænomenerne. Kun hvor en direkte konfrontation ikke var muligt, skulle undervisningstavlerne i skolestuen benyttes. Som anskuelsesundervisningen udviklede sig i de danske skoler, blev billederne imidlertid det vigtigste pædagogiske virkemiddel.

Flere danske serier af anskuelsesbilleder blev fremstillet i de sidste årtier af 1800-tallet, men der kom dog først for alvor gang i den hjemlige produktion omkring 1900, da faget anskuelsesundervisning indførtes som selvstændigt fag i underskolen i hele Danmark. Formålet med faget var 'at skærpe barnets opmærksomhed for omgivelserne og ved brug af vægbilleder øve det i at udtale sig om, hvad det har iagttaget . . .', som det hed i et cirkulære fra Kultusministeriet (datidens Undervisningsministerium) af 6. april 1900 angående 'Undervisningen i de enkelte Skolefag paa Grundlag af Loven af 24. Marts 1899', kendt som det Det Sthyrske Cirkulære efter kultusminister H.V. Sthyr (1838-1905). Undervisningen skulle lægge vægt på ting og forhold, som børnene kendte fra deres dagligdag, og de anvendte anskuelsestavler skulle skildre temaer som: 'livet i byerne og på landet', 'land- og byerhvervene' og 'årstidernes skiften'. Alt sammen emner, der direkte knyttede sig til børnenes egen erfaringsverden. Undervisningen skulle forløbe som samtaler med udgangspunkt i billeders motiver og uden brug af lærebøger. Emnemæssigt skulle man bevæge sig fra de mest kendte og nære begreber i børnenes univers ud mod de mere ukendte og fremmedartede.

Undervisningsbilleder blev ikke kun benyttet i skolens begynderundervisning. I de øvrige skolefag som geografi, fysik, biologi, botanik, historie og religion indså man også nytten af at anskueliggøre bogens og lærerens fremstilling med billeder, og et varieret planchemateriale blev snart regnet som et selvfølgeligt udstyr i den danske folkeskole. Den øgede efterspørgsel efter gode danske undervisningsbilleder blev hurtigt imødekommet af skolebogsforlagene, der til en overkommelig pris kunne fremstille store, farverige tavler. Som pædagogisk ansvarlig for de enkelte serier stod typisk en faguddannet lærer, der i samarbejde med nogle af datidens anerkendte kunstnere udviklede de enkelte billeders motivkreds.

Som det nok mest vellykkede eksempel kan nævnes Det Nordiske Forlags Anskuelsesbilleder, udgivet i årene 1902-1904. Forlaget henvendte sig til ti af tidens anerkendte kunstnere, der ud fra anvisninger fra kommunelærer Chr. Nielsen fik til opgave at skildre temaer som hovedstaden, købstaden, landsbyen, bondelandet, årstiderne. Resultatet blev en kunstnerisk vellykket serie af anskuelsesbilleder, som fandt vidtstrakt udbredelse i de danske skoler. Blandt seriens billeder kan fremhæves Erik Henningsens fine skildring fra København af gadelivet på Gammeltorv, med et blik op ad Nørregade mod domkirken og universitetet. Billedets folkemylder må have kunnet danne udgangspunkt for mangen en god samtale om storbyens erhverv og levevilkår. Man må dog spørge sig selv, om gadelivet på Gammeltorv i virkeligheden ikke har været mere livligt, mere rodet og ikke mindst langt mere beskidt, end kunstneren har valgt at skildre det!

En anden af seriens 'perler' er Viggo Pedersens sammenfatning af landbrugets forårsaktiviteter. Der pløjes, harves og sås på én og samme tid. Dette skal naturligvis ikke opfattes som et forsøg på en realistisk skildring af datidens arbejdsproces. Kunstneren har blot samlet flere af landmandens gøremål på samme planche. Mere uforklarligt er derimod den gruppe af mageligt henslængte kvinder og børn i pænt søndagstøj, der i bedste 'frokost i det grønne'-stil er placeret i billedets venstre forgrund. De kan umuligt opfattes som familie til de hårdtarbejdende karle og tjenestedrenge. Er de den lokale herremands familie, der er ude at nyde det spirende forår, eller byboer, der har taget en søndagsudflugt fra storbyens jag ud til landets ro og harmoni? Måske har maleren simpelthen medtaget 'picnic-gruppen' for at antyde en alternativ brug af naturen, der adskiller sig fra landbrugserhvervets nytteprægede?

Arbejdslivet hørte i det hele taget til blandt de populæreste temaer i de danske undervisningstavler. Når man kaster et blik hen over tavlerne, er man ikke i tvivl om, at Danmark op i dette århundrede var og ikke mindst opfattede sig selv som et landbrugsland. På landet høstede man med le, pløjede med heste og såede med håndkraft, kvinderne tog roer op, mens mændene skar tørv eller fældede træer, alt sammen i en stemning af idyl og landlig hygge. Andre erhverv findes dog også repræsenteret på billederne. Man kunne få et kig ind i skomagerens eller smedens værksted, følge fiskeren på jobbet, besøge fabrikker og torve og få et pust fra de store verdenshave via motiver fra de danske havne. Men man finder ikke mange billeder, der skildrer arbejdsvilkårene for den hastigt voksende ufaglærte arbejderklasse i byerne, og der findes ingen skildringer af sociale konflikter og modsætninger mellem forskellige befolkningsgrupper. Der er således ingen tvivl om, at det Danmarksbillede, der kan tegnes på grundlag af anskuelsesbillederne, har sit udspring i en harmoniserende, borgerlig ideologi.

En vigtig kilde til tankerne bag udgivelserne af de enkelte serier er de teksthefter, som blev udsendt parallelt med plancherne som en støtte for lærerne i anskuelsesundervisningen.

Ud over de egentlige anskuelsesbilleder blev der produceret undervisningstavler til samtlige fag i det danske skolevæsen i de første årtier af 1900-tallet (religion, geografi, historie, biologi, fysik), og når der dukkede et nyt emne frem i undervisningen som færdselslære, forelå der snart efter et relevant billedmateriale på markedet. Således udsendte skolematerielfirmaet N.C. Rom i 1922 i samarbejde med Kongelig Dansk Automobilklub fire færdselsanskuelsestavler, der skulle afhjælpe det tiltagende kaos og den usikkerhed på vejene, der skyldtes det voksende trafikpres fra 'Hestekøretøjer, Motorkøretøjer og Cykler'. Undervisningsbilledernes glansperiode faldt i årtierne op til Anden Verdenskrig, hvorefter de gradvist forsvandt fra skolestuerne. Fra denne periode har Dansk Skolemuseum bevaret mere end 12.000 forskellige tavler fra hele Europa - verdens største samling!

Ordbilledmetoden

Billeder vandt i det hele taget frem også i skolens lærebøger, i takt med at forfatterne erkendte vigtigheden af at formidle undervisningsstoffet mere pædagogisk og børnevenligt. I de første årtier af dette århundrede udviklede der sig ligefrem en tradition med, at kendte kunstnere illustrerede ABC'er. En af de mest underholdende af slagsen er uden tvivl seminarielærer Claus Eskildsens 'Ole Bole ABC' fra 1927, der var forsynet med Storm P's finurlige og morsomme tegninger. Generationer af elever har haft fornøjelsen af denne bog, når de skulle lære at læse. Af andre velillustrerede ABC'er fra århundredets første halvdel kan nævnes Margrethe Lønborg Jensens 'Min første Bog' med Louis Moes tegninger fra 1908 og Dora Sandahls og S. Degerbøls 'Svanebogen' fra 1932 illustreret af Herluf Jensenius.

Margrethe Lønborg Jensens (1874-1948) 'Min første Bog' er værd at dvæle lidt ved, da den indgik som et element i et helt nyt pædagogisk koncept for den tidlige læseindlæring, den såkaldte 'ordbilledmetode', som Margrethe Lønborg Jensen udviklede i de første årtier af 1900-tallet, inspireret af den hollandske pædagog Jan Linghart og den svenske småskolelærerinde Anne Kruse. I 1908 udgav hun, mens hun endnu var lærerinde ved Zahles Skole, de første Læseøvelser, som bestod af to billedark med 36 farvelagte tegninger med tilhørende ord- og bogstavsbrikker beregnet til elevernes brug. Samtidig udgav hun 'Min første Bog' til brug ved den første læseundervisning.

I de følgende år kom der yderligere materiale til 'ordbilledmetoden' (bogstavssættekasser, let-læse-bøger med mere). Dette arbejde fortsatte, også efter at hun blev gift i 1915 og tog navneforandring til Margrethe Marstrand. Derimod ophørte hun ved ægteskabets indgåelse med at undervise på Zahles Skole.

'Ordbilledmetoden' bygger på det grundprincip, at eleverne først skal lære at kombinere billeder og ord med hinanden, herefter skal de lære at genkende de enkelte ord og efterhånden sætte dem sammen til små sætninger, som de kan genfinde i de små let-læse-bøger, og først herefter starter den egentlige analyse af ordene i bogstaver, deres navne og deres lyde.

Margrethe Marstrands 'ordbilledmetode' har påvirket en lang række senere læseindlæringsmaterialer. Således bygger både Dora Sandahls og S. Degerbøls 'Svanebogen' fra 1932 og 'Min egen Bog' af Helge Jensen, Torben Gregersen og Inge Merete Nordentoft fra 1939 videre på principperne i Marstrands 'ordbilledemetode'. Selv inden for den særlige ordblindeundervisning kan man finde en påvirkning fra Margrethe Marstrands arbejde. Som påvist af Christian Glenstrup i forbindelse med Dansk Skolemuseums særudstilling 'når bogstaverne slår knuder', begynderlæsning og ordblindhed, udviklede 'Grundlæggeren af Ordblindeinstituttet' Edith Norrie en særlig undervisningsmetode for ordblinde omkring en sættekasse, hvori bogstaverne blev ordnet efter lydenes artikulationsmåde.

Inspirationen til at konstruere sættekassen kom imidlertid direkte fra Margrethe Marstrands sættekasser, som Edith Norrie selv havde stiftet bekendskab med som elev på Zahles Skole.

Bureau for Indsamling og Uddeling

Et særligt område inden for undervisningsmidlernes historie udgøres af de hjemmelavede materialer, som lærere rundt om på skolerne selv har udtænkt og udformet. Dansk Skolemuseum råder over en række eksempler på sådanne materialer. I en kategori for sig selv blandt 'de hjemmelavede' materialer står det initiativ, som Mathias Jens Mathiassen (1863-1938), lærer i Mullerup i Vestsjælland (og i øvrigt manden, der i år 1900 fandt den cirka 7.000 år gamle Maglemosekultur), satte i gang i 1903.

I dette år oprettede han 'Danmarks Lærerforenings Bureau for Indsamling og Uddeling af Undervisningsgenstande', understøttet af en beskeden årlig bevilling fra Kultusministeriet. Ideen med bureauet var den ganske enkelte, at det skulle indsamle genstandsmateriale til brug for anskuelsesundervisning. Mathiassen startede selv med at indsamle materiale på Bornholm, men efterhånden fik han opbygget et net af leverandører. Interesserede skoler kunne fra bureauet rekvirere et sæt af forskellige genstande forsynet med oplysninger på påklæbede etiketter. Skolelærerne skulle bruge materialet som konkret anskuelsesmateriale ved undervisning i zoologi, botanik, geologi og historie. Eksempler på, hvad sådanne 'skolesæt' kunne indeholde, kan findes i en lille håndskrevet 'kassebog', som Mathiassen førte fra bureauets start og frem til dets ophør ved hans død i 1938, og som nu er i Dansk Skolemuseums besiddelse. Skifer fra Gudbrandsdalen, materiale fra Bornholm og Fur, sten fra Reersø, træ med 'gnav' af barkbiller, hugorme i sprit, flint fra Hinnerup, kildekalk fra Roskilde, glimmerler fra Nr. Donnerup, moler fra Mors og Fur, cementsten fra Durup, granatstump fra Dybbøl, sølvmalm fra Kongsberg, jernmalm fra Gällivara, kobbermalm fra Falun, sten fra Grønland, sager fra Stevns Klint, skaller fra Ærø, glas fra Kastrup Glasværk og så videre, alt ordnet og fordelt i tændstikæsker, cigarkasser og cellofanposer. Det var imponerende mængder af genstande, han igennem årene fik ekspederet ud - og det var vel at mærke noget, han gjorde i sin fritid. Mathiassen anfører selv i en beretning i 1926, at han fra 1903 til 1926 havde stået for 3.314 forsendelser fra Mullerup Skole med cirka 110.000 genstande til 1.380 skoler. Meget af materialet havde Mathiassen selv indsamlet ved at køre på motorcykel r--undt i Danmark. Mathiassen fortsatte sit utrættelige arbejde frem til sin død i 1938, hvorved også bureauet standsede sin virksomhed. Der var ingen til at overtage Mathiassens hjertebarn. Spørgsmålet er, om der ikke rundt om i nogle folkeskolers gemmer stadig befinder sig spor af bureauets aktiviteter - en enkelt granatsplint fra Dybbøl eller en pilespids? Vi ville i så fald være meget interesseret i at høre om det på Dansk Skolemuseum.-

Keld Grinder-Hansen er leder af Dansk Skolemuseum