Endelig en aftale om arbejdstid

Børnehaveklasseledernes nye arbejdstid er bygget op efter lærermodellen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Betroet tid, skoletid og undervisningstillæg er begreber, som også børnehaveklasselederne skal vænne sig til, hvis overenskomsten bliver vedtaget ved urafstemningen.

Efter meget langvarige forhandlinger er børnehaveklasseledernes nye arbejdstidsaftale nu endelig klar. Den er bygget op efter modellen fra læreraftalen, men med andre tal, som tager højde for, at børnehaveklasselederens hverdag på en række områder er anderledes end lærerens.

For børnehaveklasselederne bliver forandringen endnu større end for lærerne, fordi de indtil nu ikke har haft et planlægningssystem med kommune- og skoleakkorder. De har for eksempel heller ikke tidligere fået arbejdstidsbestemte tillæg.

Det nuværende system - med 1.449 pligtige årlige timer plus en fællesakkord - erstattes af en opdeling i 'betroet tid' og 'skoletid'. Og den nuværende omregningsfaktor forsvinder helt.

Efter den nye aftale kan børnehaveklasselederen årligt fuldt og helt disponere over 340 timer betroet tid til sin egen forberedelse. Puljen til samarbejde og udvikling bliver på 50 timer per børnehaveklasseleder, hvoraf mindst halvdelen på forhånd er sikret den enkelte.

Aftalen sikrer, at børnehaveklasseledere, der arbejder i team med lærere i indskolingen, ikke kan pålægges flere tilsynsopgaver end lærerne, men børnehaveklasselederne vil - præcis som i dag - have en særlig forpligtelse til tilsyn med de nye elever i begyndelsen af skoleåret. Og som noget nyt slås det fast, at der kan 'tildeles yderligere tid til udvikling og samarbejde', for eksempel til børnehaveklasseledere, 'der indgår i samordnet indskoling eller lokalt besluttede skolestartprojekter'.

Skoletid

I 'skoletiden' på 1.340 årlige timer ligger undervisningen, frikvartererne, samarbejds- og udviklingstid, diverse møder samt de særlige opgaver, som i dag ligger i børnehaveklasseledernes fællesakkord. Det er blandt andet skole-hjemsamarbejde, pædagogisk råd, socialt arbejde omkring klassen, vejledning af pædagogstuderende i praktik, indkøb af materialer og oprydning i børnehaveklassens lokale.

Alle disse opgaver lægges ind i skoletiden, og hvis børnehaveklasselederen er fuldtidsansat, men kun har 20 lektioner om ugen, vil der - nøjagtig som i dag - være tid til arbejde i skolefritidsordningen eller andre opgaver.

Nyt undervisningsbegreb

Præcis som i læreraftalen gælder nu et udvidet undervisningsbegreb, så enhver opgave sammen med børnene opgøres som undervisning - en tur i Zoologisk Have, klassefesten og så videre. Det har blandt andet betydning for lønnen, for hvis man har mere end 300 undervisningstimer per år (ti ugentlige lektioner), udløser det højere løn i form af undervisningstillæg.

Børnehaveklasseledernes arbejde er også omfattet af det fælles skolesyn, der er beskrevet i overenskomstbilaget 'En skole på vej', se side 52-53

Klasselærer

Især ét punkt har voldt store problemer i forhandlingerne: Danmarks Lærerforening har insisteret på at få modparten til at anerkende, at børnehaveklasselederen kan være klasselærer. Og det lykkedes. Som hidtil står der, at børnehaveklasselederen kan varetage 'kontakt mellem skolen og hjemmet'. Men derefter tilføjes i teksten så tre nye, vigtige ord: 'og andre klasselæreropgaver'.

Højere lønninger

De nye lønindplaceringer betyder både højere begyndelsesløn og garanti for højere livsløn for børnehaveklasselederne.

Lønaftalen var med i den første overenskomst, så den er allerede beskrevet i Folkeskolen. (Se nummer 9 fra den 4. marts eller særnummeret, der udkom den 16. marts. Bladene kan også læses på Internet-adressen www.folkeskolen.dk.)

DLF's sekretariat udsender hurtigst muligt en samlet gennemgang til alle børnehaveklasseledere, kredse og tillidsrepræsentanter.