Imin sidste klumme pegede jeg på, at jeg fandt det vigtigere at diskutere muligheder end decimaler. Det synes jeg stadig, men da en del af de regnestykker, der florerer i debatten, kan skabe usikkerhed, vil jeg alligevel give dem et par ord med på vejen.

Nej-sigerne annoncerede umiddelbart efter overenskomstresultatet, at de ville iværksætte en oplysningskampagne. Det er selvfølgelig legitimt, og det er helt fair, at man kan have forskellige vurderinger af, om resultatet er godt eller skidt. Men når man kalder sin kampagne for oplysning, så stiller det store krav til sagligheden. Og her er filmen knækket et par gange for nej-sigerne.

I ugen før påske udsendte nej-sigerne en vægavis og nogle skemaer, der skulle give den enkelte lærer et overblik over konsekvenserne af overenskomsten. Vægavisen opstiller et før og efter-billede af arbejdsdagen for en lærer. Regneeksemplet i vægavisen viser, at den pågældende i den nye aftale vil mangle 106,81 timer, hvor læreren kan sættes til nye opgaver. Hvis virkeligheden havde været sådan, ville jeg selvfølgelig aldrig have anbefalet resultatet. Men nej-sigernes vægavis og skemaer indeholder en række fejl og mangler, der medfører den fejlagtige fremstilling af virkeligheden:

Den nuværende 70-timers pulje nedskrives til nul, selv om der skal afsættes konkret tid til blandt andet løbende evaluering og målfastsættelse samt til uforudsigelige opgaver i forbindelse med undervisningen.

Alt lærersamarbejde bliver henført til 125-timers puljen, selv om for eksempel samarbejde i form af lærermøder, møder med psykologer og andre faggrupper ligger uden for denne pulje.

Nej-sigerne lægger al mødeforberedelse ind under den betroede tid, men det er kun den individuelle forberedelse, der er afregnet for her.

Endelig afsættes der 125 timer til lærersamarbejde og udvikling til alle lærere, uanset hvor mange undervisningstimer den enkelte har. Der er altså ikke taget højde for, at det vil være naturligt, at lærere med højt undervisningstimetal får en større del af tiden til fælles forberedelse end de 125 timer, der i gennemsnit er afsat per lærer fordi lærere med et højt undervisningstimetal alt andet lige vil have flere samarbejdsrelationer. Nej-sigerne citerer mig i vægavisen for mine udtalelser fra 1997-kongressen om, at god undervisning kræver god tid til forberedelse og efterbehandling. Det står jeg stadig urokkeligt fast på. Og det sikrer den nye aftale også.

Nogle af de ledende kræfter bag nej-kampagnen har påstået, at aldersreduktionen bliver skåret ned med helt op til halvdelen af den nuværende. Til at underbygge den påstand bruger man et konstrueret eksempel på en lærer med aldersreduktion med 28 ugentlige lektioner. Ud over at det vil blive svært at finde en 60-årig, der underviser 28 lektioner om ugen, så ville en sådan lærer nå op på et årligt arbejdstimetal tæt på 2.100 timer - eller 420 overtimer. Og det endda uden at den pågældende var tillagt en eneste Ø-opgave, for eksempel forældrekontakt. Udgangspunktet i arbejdstidsaftalen er, at lærere med aldersreduktion ikke læser overtimer. Så nærmer det sig rendyrket agitation, når nej-sigerne underbygger deres påstande med et eksempel på en lærer med aldersreduktion, der læser mere end ti ugentlige overtimer. Hvis man vurderer aldersreduktionen i forhold til, at den fuldt ud anvendes til at nedsætte det gennemsnitlige undervisningstimetal, vil en sådan lærer fremover få 14 timer mindre i aldersreduktion om året end i dag. Det er selvfølgelig en forringelse for den pågældende lærer. Men til gengæld vil langt flere lærere få glæde af aldersreduktionen i fremtiden, fordi også lærere, der er på fuld tid, men har et lavt undervisningstimetal, vil kunne få den fulde aldersreduktion. Så der er faktisk tale om en solidarisk løsning for de ældre lærere.

Endelig har nogle nej-sigere givet udtryk for, at jeg har valgt en sen urafstemningsdato, fordi det vil betyde, at en eventuel strejke skulle finde sted i sommerferien. Det skulle så få nogen til at stemme ja af frygt for at blive til grin over en sommerferiestrejke. Den form for mistænkeliggørelse er mig helt uforståelig. For det første vil en konflikt i sommerferien have alvorlige konsekvenser for det efterfølgende skoleår, da man skal have erstatningsferie, fordi man ikke kan holde ferie, når man er i konflikt. For det andet er der vel også god fornuft i, at medlemmerne - med et resultat, der indeholder så omfattende ændringer - får god tid til at sætte sig ind i resultatet. Men den reelle årsag til den sene urafstemningsdato er, at der rent faktisk har manglet overenskomster for flere medlemsgrupper.

Resultatet på det amtslige område lå først klar ugen før påske, og børnehaveklasseledernes arbejdstid er først faldet på plads i påskeugen. Jeg anser det for at være helt udemokratisk, hvis disse medlemmer skulle have stemt om et resultat på deres område, som de end ikke kendte.

Jeg håber, at talmagien nedtones. Jeg vil opfordre til, at mistænkeliggørelsen skrinlægges. Og så vil jeg efterlyse reel oplysning fra alle parter.