Så kom der endelig svar

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

65 dage tog det - så fik Anni Herfort svar fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen på sit brev om finanslovsaftalens ord om lærernes arbejdstid.

Svaret fylder kun godt et A4-ark, så det har næppe været brevskrivningen, der har kostet statsministeren den lange tid. Men i den tid, der er gået, siden formanden for de danske folkeskolelærere skrev til statsministeren, er hun og Kommunernes Landsforening som bekendt nået frem til et forlig, som statsministeren kan ønske hende tillykke med i sit svarbrev.

Han skriver desuden, at de omdiskuterede bemærkninger i finansloven skyldes, at regeringen i en række sammenhænge har peget på et behov for større fleksibilitet i lærernes arbejdstid.

'Jeg finder ikke, at regeringen og forligspartierne har blandet sig i den frie forhandlingsret ved denne tilkendegivelse. Det fremgår jo netop af aftalen om finansloven for 1999, at det er et centralt mål for overenskomstforhandlingerne med lærerne', skriver statsministeren og tilføjer, at staten jo også selv er overenskomstpart, blandt andet når det gælder de frie skoler, og derfor også må have mulighed for at kunne tilkendegive sine ønsker.

'Det er da også mit indtryk, at overenskomstforhandlingerne er forløbet på en god og konstruktiv måde', skriver Poul Nyrup og slutter med at fremhæve, at Danmarks Lærerforenings medlemmer nu har krav på tid og ro til at tage stilling, 'afstemningen er lærernes egen sag, og det bør respekteres'.