Efterløn - ja tak!

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter pressedækningen og den offentlige debat har man let kunnet få det indtryk, at efterlønsordningen er blevet så forringet, at den ikke længere er værd at satse på.

Men når det kommer til stykket, ser virkeligheden ikke sådan ud.

Heller ikke for dlf/a's medlemmer.

Det fremgår af tallene i dlf/a's seneste information i bl.a. Folkeskolen, hvor der er taget udgangspunkt i en for lærere normal pensionsoptjening.

- Efterlønsbeløbet vil normalt være på mindst 50.000-80.000 kr. pr. år

- Den maksimale skattefri præmie ved ikke at udnytte retten til efterløn udgør aktuelt 103.200 kr.

- Der er fleksibilitet for dem, der ønsker at tjene ekstra ved arbejde i efterlønsperioden

De tilbud er der ingen grund til at sige nej tak til.

Det gælder også, selvom efterlønnen ligger langt ud i fremtiden. Og man derfor ikke har været så heldig at få mange års anciennitet uden særskilt betaling af efterlønsbidrag.

Det er ikke gratis

Det årlige efterlønsbeløb/den skattefri præmie skal sammenholdes med, at det fradragsberettigede efterlønsbidrag i år 2000 er fastsat til lige under 1.000 kr. pr. kvartal for et fuldtidsforsikret medlem (i 1999 dog alene 552 kr. pr. kvartal). Og med, at selve grundforsikringen samtidig er blevet nedsat svarende til en nedsættelse på omkring 170 kr. pr. kvartal.

Det koster altså noget, hvis man vil sikre sig efterløn/den nye skattefri præmie. Og det bliver mindre attraktivt at gå på pension, før man fylder 62 år.

Men dlf/a har endnu ikke set et alternativt tilbud, som blot tilnærmelsesvis kommer i nærheden af den økonomi, der normalt er udsigt til i den kommende efterlønsordning.

Endelig har regeringen og forligspartierne nu lovet, at man får en personlig ejendomsret til de indbetalte efterlønsbidrag, der til enhver tid vil kunne overføres til en pensionsordning.