Børns sorg

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er situationer af medmenneskelig karakter i skolen, hvor vi ansatte skal reagere, ud over hvad der rent fagligt ligger lige for. For eksempel når børn rammes af alvorlig sorg i forbindelse med en nærtståendes dødsfald. Hvilket ifølge Kræftens Bekæmpelse sker for omkring 4.000 børn årligt.

I Danmarks Lærerforening ser vi derfor med sympati på Kræftens Bekæmpelses igangværende kampagne, der sigter på at få rettet skolernes opmærksomhed mod, at børn har behov for, at deres sorg bliver viet direkte opmærksomhed - også fra skolen. Og foreningen anbefaler, at alle skoler etablerer et egentligt sorgberedskab. Ikke fordi planer og procedurer kan eller skal erstatte det nødvendige menneskelige skøn, men fordi forud gennemtænkte retningslinier vil kunne være en god støtte for både eleverne og lærerne.

Når medierne ringer til os i Danmarks Lærerforening og spørger, hvad anbefaler medlemmerne at gøre i sådanne situationer, svarer vi naturligvis, at det er uhyre vigtigt med et konkret kendskab til barnet og de lokale forudsætninger. Vi ved, at der er forældre, der nærmest forventer professionel krisehjælp med kort varsel. Vi ved også, at der er forældre, der på det bestemteste vil have sig frabedt, at skolen uden aftale træder ind i deres urørlighedszone. Men vi ved også, at vi har en særlig forpligtelse til at varetage barnets tarv.

Vi anbefaler derfor også, at skolerne på forhånd har dannet sig et overblik over mulighederne for at tilbyde hjælp ud over den støtte, en forstående lærer altid kan yde. Hvilken direkte hjælp er der at hente i Pædgogisk Psykologisk Rådgivning? Har sundhedsplejersken særlig ekspertise? Er der samarbejde med den lokale kirke?

Vi anbefaler desuden, at skolelederen sikrer sig, at de lærere, der står barnet nærmest, aftaler, hvem der gør hvad. Hvem har overblik over skolens/skolevæsenets konkrete muligheder, hvem kontakter hjemmet for at spørge, hvad man der forventer sig og ønsker? Hvem klarer i denne situation den vanskelige samtale med barnet og kammeraterne?

Vi bliver desværre også af og til bedt om kommentarer til børns og forældres utilfredshed med en skoles ageren eller manglende ageren. Vores normale svar er, at vi ikke udtaler os om konkrete sager. Men naturligvis forsvarer vi heller ikke alt. Og i betragtning af, at så mange børn kommer i sådanne situationer hvert år, kunne vi slå os til tåls med, at lærerne i langt de fleste situationer, som undervisningsministeren er citeret for at sige, klarer det som mennesker og ikke kun som professionelle.

Imidlertid vil vi gerne fra lærerside tydeligt tilkendegive, at vi netop i disse alvorlige situationer ser vores professionalisme som medmenneskelighed.

Derfor ønsker vi naturligvis også at diskutere dette alvorlige emne videre med elev- og forældrerepræsentanter og modtage relevante råd og handleanvisninger fra regeringen og kommunerne - og fra andre, der har professionel indsigt.