Sammenhæng i børnelivet

Men ved den højre hånd, hvad den venstre gør?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmark skal leve af vores eneste råstof: Børns gode hoveder. Som nation kan vi ikke konkurrere på lønninger, men på kvalitet og kreativitet.

Regeringen vil tackle den sociale arvs negative konsekvenser på alle niveauer. Det er den overordnede udmelding fra socialministeren, og det lyder positivt.

Der indføres læreplaner for daginstitutionsfeltet fra august 2004. Heri er de overordnede temaer stort set identiske med de seks temaer i faghæftet om børnehaveklassen, som er udgivet i serien Fælles Mål. Så nu bliver der vel rigtig helhed og sammenhæng?

Jeg har tidligere udtalt mig rosende om initiativet, fordi det vil gøre brobygningen mellem daginstitution og skole/skolefritid mere kvalificeret, når alle parter ved, hvilke mål man sigter mod på den anden side af broen. Jeg ser frem til, at de professionelle voksne rundt om barnet får et fast fundament at arbejde ud fra. Et fundament med muligheder for geniale indfald og kombinationer i processen. Metodefriheden har alle parter altså stadig.

Når børn ankommer til skolen og skal være elever, er der nye udfordringer, og derfor er det væsentligt og vigtigt, at de har fået sådanne stimuli og erfaringer i den del af barndommen, der ligger før skolestarten, at hver enkelt af dem har nået sin optimale udvikling. Skolen er mange gange det fremkalderpapir, der åbenlyst viser barnets stærke og svage sider, og ofte tænker børnehaveklasselederen: »Hvorfor er der ikke sat mere målrettet ind på netop dette udviklingsområde for længe siden?« Ikke for skolens, men for barnets skyld.

Formuleringerne i oplægget til reformen er lavet lidt klodset, og leg nævnes kun én eneste gang og da i forbindelse med begrebet læring. Derfor har hele tankegangen med rette vakt stor modstand i pædagoggruppen, som frygter, at barndommen bliver alt for båndlagt af krav om at lære specifikke funktioner på specielle tidspunkter. Jeg håber, at pædagogstanden vil være i stand til både at bevare legen og arbejde målrettet, når den har fundet sine ben oven på den nye udfordring. Det er jo kreative og dygtige mennesker, der uddanner sig til pædagoger, men for at udnytte deres pædagogiske og udviklingspsykologiske viden kræver det, at de også har uddannede sparringspartnere og ikke bliver i uddannelsesmæssigt mindretal i institutionen med risiko for pædagogflugt til følge.

Mens socialministeren er på banen for at hæve kvaliteten i dagpasningen, vælger mange lokalpolitikere at spare på netop skole- og daginstitutionsfeltet. I min kommune har man været så venlig at lægge besparelserne ud til de enkelte institutionsbestyrelser, efter at forældre og pædagoger intenst havde demonstreret mod, at kommunen ville konvertere pædagogstillinger til pædagogmedhjælperstillinger. Hvem sagde fremsyn og overblik? Hvor er helheden og sammenhængen i de ansvarliges hoveder?

Medhjælpere er uuddannet arbejdskraft, og uanset hvor sympatiske de er, mangler de den dybe udviklingspsykologiske tilgang til at vide, hvor det enkelte barns nærmeste udviklingszone er, og hvornår et barn er faretruende anderledes, end den normale udviklingsmønster tilsiger, og dermed på vej ud ad/ned ad den negative sociale arvs skråplan.

I forhold til samarbejdet mellem skolefritidsordning og skole i skolestarten bliver det et problem at skulle samarbejde med ikke-pædagoger, idet alle aftaler går på samarbejdet mellem de professionelle. Og så er det, jeg spørger: »Véd den højre hånd, hvad den venstre gør?«

Lise Buhr er formand for Børnehaveklasseforeningen