NETopNU

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søgning på nettet

kan være en tricky affære, selv når man bruger en søgemaskine som www.google.dk. Ofte finder man ikke det, man søger, eller man får 10.000 hit.

Nu er der god hjælp at hente, idet Københavns Kommunes biblioteker har oversat og bearbejdet en engelsk google-guide med et fortrinligt resultat.

Guiden findes på http://bibliotek.kk.dk/googleguide, og den vil være et godt udgangspunkt for en lærers forberedelse til forløb, hvor det kan forudses, at der skal søges på nettet. Men ældre eller godt læsende elever vil kunne bruge guiden på egen hånd.

Enhver skolebibliotekar som ikke kan det her i forvejen bør sætte sig grundigt ind i hele guiden. Skolebibliotekaren er jo skolens primære søgespecialist. Den, lærere og elever går til, når de selv må give op.

Guiden drejer sig ikke kun om søgninger, den giver også meget konkrete anvisninger på, hvorledes man kan udøve kildekritik. Det er en meget nyttig guide, der her er stillet til rådighed.

Tredjeklasser

kan jo i de kommende tre år blive beriget med mange computere i nærområdet, fordi staten giver tilskud.

Det statslige tilskud omfatter selvfølgelig kun visse nøjere specificerede items, og der ydes ikke tilskud til programmer bortset fra styresystemet. Se www.uvm.dk/nyheder/it/retningslinjer.htm

Det vil give anledning til økonomisk panderynken mange steder, for kommunerne skal ikke alene købe computere for samme beløb, som der ydes i statstilskud. De skal herudover købe programmer. Til alle computerne.

På nogle skoler vil man muligvis i første omgang kunne nøjes med de programmer, der følger med styresystemet. Der følger både tekstbehandling og tegneprogram med Windows de findes under Programmer, Tilbehør. Browseren »Internet Explorer« er også en del af styresystemet, og SkoleKom-klienten er gratis. Det holder jo omkostningerne nede.

Hvis man insisterer på en kontorpakke, er der StarOf­fice 6.0, som skolerne stadig kan få gratis hos UNI-C på www.uni-c.dk/generelt/nyheder/download_star.html

Der er imidlertid også OpenOffice.

OpenOffice.org

er et open source- og fri software-projekt med målsætningen: »At skabe i fællesskab den førende, internationale kontorpakke, som vil køre på alle større platforme og give adgang til al funktionalitet og data gennem APIer og et XML-baseret filformat baseret på åbne komponenter«.

Kontorpakken OpenOffice er altså gratis. Det er endnu ikke den førende internationale kontorpakke, men den kan downloades fra http://da.openoffice.org/ og bruges.

OpenOffice indeholder tekstbehandling, regneark, HTML-editor og regneark. Pakken er meget lig StarOffice, og der er da også tætte forbindelser mellem SUN StarOffice og open source-projektet.

Pakken rækker til det meste for tiden om end en del leverandører af undervisningsmaterialer skal indse, at det ikke er nok at levere Microsoft Office og pdf-filer. Der skal også være StarOffice-/OpenOffice-filer i leverancen.

First Lego League

afvikles til efteråret for fjerde gang i Danmark. Denne gang er temaet Human Mobility.

First Lego League har til formål at fange og fastholde unge menneskers interesse for tekniske og naturvidenskabelige emner, og under projektet er der massivt brug for en lang række it-værktøjer.

First er navnet på projektets amerikanske moderorganisation, og Lego er med, fordi eleverne anvender Lego Mindstorms til at konstruere og programmere robotter, http://mindstorms.lego.com/

De skandinaviske aktiviteter koordineres af www.firstscandinavia.org, og i Danmark er projektet knyttet til Ballerup, Billund, Herning, Nordborg og Århus måske flere steder. Det finder man lettest ud af på www.hjernekraft.org, hvor man også tilmelder sig fra 1. april.