Lukket inde på seminariet

Lærerstuderende var på »solutioncamp« i halvandet døgn for at udvikle et undervisningsspil om religion. Det betød blandt andet, at de overnattede i seminariets gymnastiksal

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vækkeuret får knuseren. Dong! Højre arm strækkes, og hånden lander i gulvet, mens vækkeuret er i tankerne. Det samme sker med venstre arm. Op at sidde, klamrende sig til soveposen. Nej, nej, nej - ned at ligge igen.

Der er realistisk morgengymnastik på Frederiksberg Seminarium under ledelse af lektor i pædagogik, Ebbe Kromann-Andersen. De studerende på innovationslinjen - hold 26.7 - ligger i gymnastiksalen i halvmørke. Langsomt vågner de og kommer i omdrejninger. Stræk og lette øvelser på gulv hjælper.

»Go'morgen 5.a«, gjalder det så. Det er holdets kampråb.

De har været spærret inde på seminariet siden mandag morgen, og nu er det tidligt tirsdag. Klokken 16 i dag løslades de.

Mobiltelefonerne er deponeret, og hele holdet har arbejdet til sent mandag aften, sovet på madrasser mellem arbejdspapirer og pizzabakker, og snart er det tid til morgenmad og mere arbejde.

Solutioncamp kalder lektorerne det. De studerende fik om mandagen en opgave: Lav et spil om religion, et undervisningsmateriale, som kan aktivere 2. klasse til at beskæftige sig med religion i hverdagen. Spillet skal have udgangspunkt i et dilemma og inddrage det kunstneriske, det naturvidenskabelige eller det socialt kulturelle.

Religionspædagogisk Forlag er medspiller. Hvis en af grupperne udvikler et spændende spil til kristendomsundervisningen i indskolingen, vil forlaget måske udgive det.

En ekspert i spil til undervisningsbrug har besøgt holdet og fortalt om, hvordan man gør. Og torsdag morgen kommer kritikerne. En 2. klasse er indbudt til at prøve de i alt fem spil.

Etikken skal med

»Skal vi så bruge skattejagten eller den forsvundne bror?«

Gruppen diskuterer. Én synes, at det er på tide at vælge endeligt fokus, en anden understreger, at de skal passe på ikke at begrænse sig for tidligt.

»Der er følelser med i historien om broren. Den historie kan mere«.

En anden gruppe taler om, hvordan de kan laminere pap, så det larmer mere, hvis det skulle bruges, ligesom når børn sætter pap på egerne i et cykelhjul, så cyklen lyder som en knallert.

»Vi skal have noget etisk med om dyr. Måske at redde det ene dyr frem for det andet«, lyder diskussionen i en gruppe.

»Hvis Carlos skal give sin nyre til et familiemedlem, skal det være kusinen. Lillebror er for tæt på, det skal være sværere at tage beslutningen«.

»Hvordan skriver man, at Carlos' nyre stemmer overens med kusinen? Man kan ikke skrive 'matche' til så små børn«.

»Kan man ikke bare skrive, at hans nyre passer til kusinen«, kommer et forslag.

Kreative øer

Hver gruppe har sin lille hule omgivet af skærme. Der er slikpapir, colaflasker, fyrfadslys og en trearmet lysestage. Man sørger for at hygge i grupperne. Skærmene fungerer som opslagstavle. Her hænger ideerne til spillet, tegninger og tidligere forslag.

»De bruger faget, kan jeg høre. De taler om livsoplysning, kristendom, værdier og etik«, siger Laura Lundager Jensen, der underviser de studerende i kristendom.

Indimellem bliver grupperne afbrudt for at lave en fælles øvelse eller løbe en tur rundt om seminariet for at få lidt luft.

Der er mange deadlines. Det er én af ideerne med den kreative ø, som lektorerne kalder det.

En gruppe arbejder med et rollespil. En dreng bliver væk, og hans storebror går ud for at lede efter ham. Undervejs taler han med mennesker fra forskellige religioner for at få hjælp. Eleverne skal klæde sig ud, finde replikker og foretage nogle valg.

»Hvis vi har en god historie, kan vi fange eleverne«, mener gruppen.

I en anden gruppe arbejder de med to hjul og en spilleplade. På det ene hjul står der »male, mime, modellere, klippe«. På det andet er der temaer som »Gud, liv/død og tradition«.

»Eleverne får et dilemma og skal se, hvordan de kan hjælpe. For eksempel er Fatima, som de kender godt, fra 3. klasse pludselig begyndt at gå med tørklæde. Hvad gør eleverne? Taler de med hende om hvorfor?« spørger én.

Vælg en religion

I et spil skal eleverne samle penge, overhoveder eller ritualer. De, der har flest, kan overtage byerne. De kan blande begreberne, så de tager et bedetæppe med ind i en kirke. De kan selv udvikle deres religion.

Flere spil går ud på at vælge en religion. Man kan have en kirke, et tempel, en synagoge eller en moské og får så spørgsmål til »sin« religion. De sorte felter på spillepladen er kaos. Her får man en opgave, man skal mime sig ud af.

»Når de vinder, ender de i Himlen, Nirvana, eller hvad det nu hedder i deres religion«, siger en studerende.

Grupperne har skrevet en seddel om materialer, de har brug for til at producere en prototype af deres spil. Penge er der ikke mange af, men for knap 500 kroner lykkes det at få købt karton og farver.

De studerende fortæller, at det både er spændende og hårdt at arbejde på denne måde, hvor alt andet er lukket ude. Mange arbejdede til klokken 21.30 i går, og diskussionerne fortsatte i pauserne. Alle grupper oplevede en død periode hen på eftermiddagen mandag.

»Vi har haft nogle lidt lange pauser, og vi var trætte i går aftes. Men vi har også nået meget. Og det er et vanskeligt emne. Vi snakker meget om, hvad elever kan i 2. klasse«, fortæller én.

»Det er en sjov og hård arbejdsmåde. Men vi var ikke stressede i går, fordi vi jo ikke skulle hjem. Vi havde tid«, siger en anden.

hl@dlf.org

Skab et undervisningsforløb

Undervisningsministeriet arrangerer tre pionercamps, hvor lærere kan prøve at skabe undervisningsforløb i kreativitet, innovation og iværksætteri. Kurserne varer to dage og holdes i Århus, København og Middelfart i april. Det første finder sted 16.-17. april. Ideen er, at underviserne får ny inspiration, og at de måske senere vil deltage i konkurrencen om Pionerprisen, som ministeriet har udskrevet.

Ebbe Kromann-Andersen, lektor på Frederiksberg Seminarium, er den ene underviser. Den anden er Jesper Christiansen, der er uddannet kaos­pilot og konsulent på uddannelsesprojekter. Det er ideen fra Frederiksberg Seminariums solutioncamp, der er baggrunden for kurserne.

Læs mere på www.pionerprisen.dk