Chefen fylder 60

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han er ikke djøf'er, men lærer. Men han kan både det med jura og økonomi, planlægning og strategisk overblik. Og så er han præcis, Hans Ole Frostholm, chef for Danmarks Lærerforenings sekretariat på Vandkunsten i København og fast sparringspartner for DLF's formandskab. Når sekretariatschef Frostholm sidder for bordenden, begynder mødet til tiden. Ikke før og ikke efter, men nøjagtig når rådhusklokken slår, tager han ordet. Og vé den, der kommer for sent!

Onsdag den 18. april fylder Hans Ole Frostholm 60 år. Han voksede op i Sønderborg, og efter 10. klasse kom han i lære som autolakerer. Efter sigende fulgte han ivrigt alle ringriderfesterne - dog mest fra sidelinjen. Visefestivalerne i Tønder er også lige noget for fødselaren.

I 1965 begyndte Hans Ole Frostholm på Ribe Seminarium. Ud over linjefaget matematik - hvor han var meget skrap, fortæller medstuderende - havde han dansk og orientering på linje. Men han tog sig også tid til at dyrke fodbold og bilorienteringsløb.

Lærergerningen begyndte i Hjørring, hvor han hurtigt blev tillidsrepræsentant på Højene Skole - og snart derefter næstformand i kredsen. Hans Ole Frostholm var meget optaget af problemerne med lærernes arbejdsvilkår og udarbejdede derfor en fyldig rapport om »fast kontortid« for lærere. Også i fritiden dyrkede han det organisatoriske - som formand for idrætsforeningen.

I 1976 flyttede Hans Ole Frostholm til Sjælland for at blive sagsbehandler i DLF's sekretariat, hvor han var en drivende kraft i arbejdet med at udlægge kompetence til kredsene. I 1983 blev han chef for den nyoprettede informationsafdeling. Sekretariatschef blev han som 40-årig, og sammen med skiftende for- og næstformænd har han siden bakset med KL, Haarder, Vig-Jensen, Vestager og Tørnæs - og Haarder igen igen. Om styrelsesregler, kommunalisering, arbejdstid, nye skolelove, elevplaner og meget meget mere. Det kræver forhammer, grovfil og udholdenhed. Så det er ikke altid, at man kan ane den lune sønderjyde, som gemmer sig bag sekretariatschef-panseret. Men han er der.

Hans Ole Frostholm har jernvilje. En jernvilje, der styres af et sikkert menneskeligt kompas, som sørger for altid at finde den menneskelige dimension. Og når flere alternative løsninger er mulige, er udgangspunktet altid det samme: Hvad gavner folkeskolen og DLF's medlemmer?

Til lykke HOF!