Forhandlingsretten for ledere bliver i DLF

Skolelederforeningen vil ikke få noget ud af at lægge sag an mod DLF, viser en højesteretsdom

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Skolelederforening kan godt spare sig. Selv om over halvdelen af skolelederne skulle melde sig ud af Danmarks Lærerforening, kan Skolelederforeningen ikke få forhandlingsret for sine medlemmer. Det viser en dom fra Østre Landsret, som Højesteret har stadfæstet.

'Danmarks Skolelederforening bilder folk noget ind, når den siger, at den kan sikre sig forhandlingsret for skolelederne, hvis blot den får flere medlemmer end os', siger Jens Færk, formand for Lederforeningen i Danmarks Lærerforening.

Foreningen af Kliniske Diætister, FaKD, brød med Økonomaforeningen i 1993 og repræsenterer nu langt hovedparten af diætisterne. Derfor lagde FaDK sag an mod Økonomaforeningen og Amtsrådsforeningen for at få forhandlingsretten for sine medlemmer.

De kliniske diætister, der har en etårig overbygning på deres uddannelse som økonomaer eller husholdningslærere, argumenterede blandt andet med, at Økonomaforeningen ikke varetager deres interesser godt nok.

Men i retten kunne Økonomaforeningen dokumentere, at diætisterne havde fået samme procentvise forbedring af lønnen som de øvrige medlemmer. Derudover fik de en procentvis større andel af de decentrale lønmidler end andre faggrupper i Økonomaforeningen.

I afgørelsen lagde dommerne dog mere vægt på, at Amtsrådsforeningen slet ikke ville forhandle overenskomst med FaDK. Amtsrådsforeningen ønsker så enkelt et regelgrundlag som muligt, og det kræver få overenskomster.

Jo færre modparter, desto lettere er det at gennemføre forhandlingerne rent praktisk, lød det fra Amtsrådsforeningen, der henviste til Finansministeriets personaleadministrative vejledning. Den siger ganske vist, at en organisation kan anerkendes som forhandlingsberettiget, når den repræsenterer mindst halvdelen af de ansatte inden for en personalegruppe. Men Finansministeriet vil som udgangspunkt ikke forhandle med en organisation, som ønsker overenskomst på et område, der allerede er overenskomstdækket.

Ifølge dommen havde Amtsrådsforeningen en saglig interesse i at afslå at forhandle kollektiv overenskomst med de kliniske diætister, når de allerede var overenskomstdækket.

Jens Færk er overbevist om, at Kommunernes Landsforening, KL, vil bakke Danmarks Lærerforening op, hvis Skolelederforeningen går til domstolene for at få tilkendt forhandlingsretten.

'Jeg tvivler på, at KL vil lægge sig ud med så stor en organisation som DLF, der arbejder for at fastholde forhandlingsretten. Det forpligter os naturligvis til at forhandle nogle optimale vilkår hjem, og her kender jeg godt kritikken af, at vi ikke har sat vores fingeraftryk på Overenskomst 99. Men dels eksisterede Lederforeningen ikke på det tidspunkt, dels havde ingen et overblik over lønudviklingen fra Overenskomst 97', siger Jens Færk.-Henrik Stanek er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS