Malaika Tanveer holder godt fast i sin dansklærers hånd. Langsomt går de ad den bugtede vej hen gennem det splinternye rækkehuskvarter.

De to klasselærere i 2. klasse på Utterslev Skole i København Anne Jul Nielsen og Eyyüphan Sarikurt skal hjem at besøge Malaikas familie.

De var på hjemmebesøg hos familien sidste år og har i dag gentaget besøget for at vise Folkeskolen, hvordan et hjemmebesøg foregår.

»Det er en fantastisk ordning. Det giver familien, eleven og os en tryghed. De føler, de er tæt på os, når de viser rundt i deres hjem, og vi får en større forståelse for dem«, siger Eyyüphan Sarikurt.

Malaika åbner døren og begynder straks at tage sko og jakke af. Indenfor står mor og far klar til at tage imod. Anne Jul finder sutsko frem, og Eyyüphan Sarikurt tager skoene af, inden de går indenfor og trykker forældrenes hånd.

»Styrkeforholdet ændrer sig, i det øjeblik vi kommer ind og tager skoene af. Det er dem, der sætter dagsordenen. Og det er rigtig godt, for normalt er det altid os, der er ovenpå«, siger Anne Jul.

Hjemmet er skinnende rent. Møblerne ser helt nye ud. Malaikas mor Saima Tanveer er dansker med pakistanske forældre. Hendes mand kom til Danmark for 13 år siden.

»Der er ingen tvivl om, at de fleste familier har ryddet op og gjort rent. Mange af vores familier med anden etnisk baggrund har måske ikke tidligere haft besøg af etnisk danske, og de fleste har aldrig prøvet, at en lærer kommer hjem til dem. Vi gør meget ud af, at det er børnene, vi besøger«, siger Anne Jul.

»Malaika, kan du vise os dit værelse?« spørger hun.

Og med hurtige trin er Malaika oppe på første sal. Forældrene bliver i stuen. På værelset spiller hun pakistansk musik på cd-afspilleren, viser sine flotte kjoler og skrivebordet, hvor hun normalt læser lektier. Det bliver også til en rundtur på storesøsterens værelse og i forældrenes soveværelse, hvor den yngste bror sover.

»Nogle af familierne bor meget småt. Det er nogle elever, der har hårde forhold at læse lektier under, og når man ser det, betyder det også noget for, hvad man kræver af dem. Det kan også have betydning for, om man opfordrer til at gå i lektiecafé. Man begynder måske også at snakke med forældrene om, hvilke muligheder der er for fritidsaktiviteter i lokalområdet«.

I familien Tanveers hus er der plads nok. Langsomt samles familien i stuen. Forældrene byder på vand, juice og frugtspyd. Børnene er med ved bordet.

»Jeg gør meget for ikke at snakke om faglighed, og jeg gør meget ud af ikke at tale om noget, der er negativt for børnene. Det skal være en positiv oplevelse«, siger Anne Jul.

»Det er meget uformelt. Vi taler om, hvad jeg laver, hvad de laver, og på den måde bliver det lettere at tale om noget, der ellers er svært«, siger Eyyüphan Sarikurt.

Han er ikke i tvivl om, at hjemmebesøgene gør en stor forskel for forældrenes engagement.

»Man hører meget om, at det er svært at få de tosprogede forældre til at komme til forældremøder, men her møder alle op. Jeg har 11-12 tosprogede elever i klassen, men jeg har ikke problemer med at få forældrene med. Jeg er sikker på, at det er, fordi vi kender dem så godt«.

»Det kan godt være, at det for nogle ikke er en del af deres kultur at deltage i forældremøder, men de vælger at komme alligevel, fordi vi taler om det, når vi er på besøg«, siger Eyyüphan Sarikurt.

I det hele taget er der mange ting, man kan tage op på et hjemmebesøg, som man ikke tager op til en almindelig forældresamtale.

Ved det sorte skinnende spisebord går snakken om koranskolen, om venskabsgrupper, og hvorfor det kan være svært at have overskud til at have fremmede børn på besøg. Lærerne bliver også budt på hjemmelavet pakistansk aftensmad. Da de er gået, er Malaika ikke i tvivl om, at det har været en god dag.

»Det er sjovt og godt at have lærerne på besøg. Så kan de se, hvor jeg læser lektier«, siger hun smilende.