Urafstemning

I henhold til Danmarks Lærerforenings vedtægters paragraf 23 sendes aftaleresultatet vedrørende overenskomst- og aftalefornyelsen per 1. april 2005 hermed til urafstemning blandt foreningens almindelige, aktive medlemmer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vejledning til medlemmerne i forbindelse med urafstemning om aftaleresultatet

Hvem har stemmeret

Stemmeberettigede ved afstemning er medlemmer i fraktionerne 1, 2 og 3, der ifølge Danmarks Lærerforenings senest udkomne medlemsliste er opført som almindelige, aktive medlemmer, og medlemmer, hvis optagelse som almindelige medlemmer senere skriftligt er godkendt af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse.

Medlemmer af Lederforeningen

Stemmer fra medlemmer af Lederforeningen vil denne gang blive optalt særskilt, da resultatet af urafstemningen for Lederforeningens medlemmer ikke indgår i afstemningen blandt DLFs medlemmer, men derimod i afstemningen inden for Lærernes Centralorganisations ledersøjle.

Hvem har ikke stemmeret

a) Medlemmer af Københavns Lærerforening kreds 11

b) Medlemmer af Imak kreds 161

c) Medlemmer af Lærerstuderendes Landskreds kreds 183

d) Medlemmer i fraktion 4 (pensionister og efterlønsmodtagere)

e) Dobbeltorganiserede medlemmer af KC (Kommunale Chefer)

f) Særlige medlemmer i fraktionerne 6 og 7

g) Medlemmer, som arbejder under særlig overenskomst, som er indgået mellem DLF og arbejdsgiveren, for eksempel lærere ved Røde Kors og HK-Modul-Data og enkelte med særlig overenskomst mellem virksomheden og DLF (typisk henført til kreds 181).

Til afstemningen anvendes

1. Den stemmeseddel, som findes i dette nummer af Folkeskolen.

2. Den kuvert med navnekontroltalon, som er indhæftet i dette nummer af Folkeskolen.

Udfyldelse af stemmesedlen

Hvert stemmeberettiget medlem råder over én stemme. Denne stemme skal afgives som et kryds i enten rubrikken for ja-stemmer eller rubrikken for nej-stemmer.

Ud over ét kryds må der ikke angives andet på selve stemmesedlen.

Hvis der ikke er sat et kryds ved enten JA eller NEJ, er stemmesedlen ugyldig, og den medregnes ikke ved opgørelsen af det samlede urafstemningsresultat.

Stemmesedlen må ikke underskrives.

Efter stemmeafgivningen lægges stemmesedlen i den kuvert, som er indhæftet i dette nummer af Folkeskolen. Stemmekuverten lukkes.

Navnekontroltalonen skal udfyldes

Navn, adresse og medlemsnummer skal være identisk med det på bagsiden af Folkeskolen angivne.

Desuden skal der skrives fraktionsnummer og kredsnummer (se eventuelt fortegnelsen over DLFs kredse på foreningens hjemmeside www.dlf.org). Som gyldighedsbetingelse forsynes navnekontroltalonen med egenhændig underskrift.

Navnekontroltalonen må ikke afrives eller foldes ind i kuverten

Aflevering af stemmekuvert

Den lukkede stemmekuvert afleveres til tillidsrepræsentanten eller sendes til kredsformanden i den lokale kreds, hvor man på afstemningstidspunktet er opført som medlem. Dette gælder også medlemmer af fraktion 3 skoleledere med flere.

Navne og adresser på kredsformændene, kredsenes numre og kommunernes fordeling på kredsene findes på foreningens hjemmeside www.dlf.org

Husk at stemmekuverten med stemmeseddel skal være din kredsformand i hænde senest onsdag den 16. marts 2005, klokken 16.00.

Landskredsen

Almindelige medlemmer af Landskredsen (kreds 181), som ikke er omfattet af reglerne under afsnit g, anvender samme fremgangsmåde som andre stemmeberettigede, men stemmekuverten med navnekontroltalon sendes direkte til Danmarks Lærerforening, Vandkunsten 12, 1467 København K. Stemmesedlen skal være foreningen i hænde senest onsdag den 16. marts 2005, klokken 16.00.

Kontrol og anonymitet

Ved afstemningen skal den enkeltes stemmeret kunne kontrolleres, samtidig med at stemmehemmeligheden bevares. Ved optællingen vil stemmeretten blive kontrolleret ud fra navnekontroltalonens oplysninger. Det er derfor vigtigt, at den udfyldes korrekt som beskrevet ovenfor.

Navnekontroltalonerne vil blive afrevet, inden stemmekuverterne åbnes, således at anonymitet af de enkelte stemmesedler bevares.