Wilhelm Stückler

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Wilhelm Stückler er ikke mere iblandt os. Han afgik ved døden sidste lørdag. Han var i bedring efter en stor operation, men overlevede ikke tilstødende komplikationer.

Stückler var født i Flensburg i 1935 og havde sin barndom og tidlige ungdom under de vanskelige forhold, der var for en dansksindet familie i datidens Tyskland.

Hans humanistiske livssyn vidner om, at han var præget af sine oplevelser i barndommen. I hans hjem havde man den lykke, at faderen undgik krigstjeneste, idet han blev erklæret uundværlig for produktionen i mejerisektoren.

Stückler fik sin studentereksamen på Duborgskolen i Flensburg, og efter et højskoleophold i Danmark kom han på seminariet i Skive, hvor han fik sin eksamen i 1960.

Samme år kom han til skolen i Havndal, hvor han fik sin livsgerning. Han var med til at 'bygge' skolen op i de første år. Han engagerede sig straks i ungdomsarbejdet. Han fik startet en ungdomsklub under meget primitive forhold. Her fik ungdommen et fri- og værested, og Stückler satte mange aktiviteter i gang for at underholde og belære. Han virkede i klubben i næsten 25 år.

Der blev også tid til dilettant og revy. Han var med til at starte Havndal Revyen, som nu kører på 25. år.

Stücklers hovedfag var matematik og fysik. Utallige er de elever, der har nydt godt af hans store viden på disse områder. Han var selvskreven til at være lærer i orienteringsfagene i kraft af sin enorme viden og eminente hukommelse. Hertil kommer, at han var en særdeles god fortæller, der kunne engagere eleverne. Han læste utrolig meget om alle mulige emner. Han var i særlig grad optaget af Europas historie i 30'erne og 40'erne.

Stückler var et 'hygge'-menneske. I fritiden var han optaget af sin modelbane. Hans viden om danske og tyske tog var imponerende. Han havde udpræget musikalske evner og spillede således på flere instrumenter uden at have modtaget egentlig undervisning.

Han blev pensioneret for to år siden og så frem til et godt otium, som desværre blev alt for kort.

Vi husker ham som en hyggelig og rar kollega, som havde et godt forhold til alle på skolen.

Det var givende at føre en samtale med Stückler, og man gik aldrig forgæves til ham med faglige problemer.

Vi vil savne ham meget, og vore tanker går til hans kone, Karen, børn og børnebørn.

Æret være Wilhelm Stücklers minde.

Personalet på Havndal Skole