Henrik Elkær

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Natten mellem den 19. og den 20. december døde overlærer Henrik Elkær, Koldby Skole, kun 51 år. Henrik havde i perioder været syg, men at et aktivt liv skulle afsluttes så hurtigt og så tidligt, er ufatteligt for os.

Henrik tog lærereksamen fra Nørre Nissum Seminarium i 1969. I 1970 blev han ansat ved Koldby Skole, hvor han var til sin død.

Henrik brændte for bøger, og da lejligheden bød sig, blev han uddannet som skolebibliotekar. Under hans ledelse voksede skolebiblioteket kraftigt, og det er hans fortjeneste, at vi i dag har et veludbygget og velfungerende bibliotek i skolens hjerte. Henriks store indsigt og visioner gjorde, at han var et naturligt valg, da der for et par år siden skulle ansættes en skolebibliotekskonsulent i Sydthy Kommune.

Henrik var meget velinformeret. Han havde en base af stor alsidig viden, som gjorde, at han kunne udtale sig med vægt. Han kunne se klart i vanskelige situationer, og han kunne tie, når det var det rigtige, og tale, når det var det rigtige. Disse egenskaber var medvirkende til, at han i tidens løb beklædte tillidsposter som lærerrådsformand, fælleslærerrådsformand, mødeleder og tillidsrepræsentant - poster, som han altid udøvede på en sober og samvittighedsfuld måde.

Eleverne gik aldrig forgæves, når de bad om hjælp og oplysninger, og de drog stor nytte af hans viden og grundighed. Ligeledes har mange elever i årenes løb fået store oplevelser, når Henrik med sin fortælling levendegjorde historien. Uanset om det drejede sig om undervisning, møder eller andet, mødte Henrik altid velforberedt.

Koldby Skole har mistet en dygtig og respekteret lærer og en god kollega, der altid var der, når vi havde brug for ham. Vi tænker på Elsebeth, Jesper og Steffen, der har mistet en elsket og kærlig mand og far.

Æret være Henriks minde.

Kollegerne ved Koldby Skole