Det var ikke et valgmøde, der blev holdt torsdag i sidste uge på Skive Seminarium, men det kunne det lige så godt have været. Paneldeltagernes ordvalg mindede om partiledere i en indædt debat, når følelserne kommer helt op til overfladen.

Det var en debat om, hvad man kan bruge Pisa-undersøgelserne til, der var på programmet, og det var ikke politikere, men forskere, der sad i panelet.

På den ene side af det trefløjede bord sad fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, lektor Lena Lindenskov og professor Niels Egelund, der begge er med til at gennemføre Pisa. På den anden side kritikerne: professor Erik Jørgen Hansen, DPU, og professor emeritus Staf Calla-waert. I midten Harald Mikkelsen, rektor for CVU Midt-Vest, hvis Udviklings- og Videnscenter stod for arrangementet.

115 pædagoger og skolefolk var mødt op, og efter flere timers debat kunne de ikke være i tvivl om, at der er vidt forskellige opfattelser af valøren af de tilbagevendende undersøgelser, og at divergenserne er så omfattende, at man ikke kan blive enige om nok så lille et detailemne.

Pisa er en hybrid

Panelets nestor Staf Callawaert er måske mest uforsonlig.

»Jeg bor i Sverige, men følger med i dansk radio og tv. Der bliver man underholdt meget af Niels Egelund. Det har fået mig til at tænke på, hvem han egentlig er? Videnskabsmand er han ikke, forsker er han ikke, praktiker er han heller ikke. Hvis han er noget, så er han talsmand for DPU og for Pisa, og som forsker er jeg helt uenig i det meste af det, han siger«.

I modsætning til Niels Egelund mener Callawaert, at Pisa-undersøgelserne er gammel vin på nye flasker, og at formålet er at banke alle i skolesystemet på plads.

»Pisa er ikke videnskab, det er ikke politik, det er ikke pædagogisk praksis. Det er en hybrid, der tjener politisk styring ved at manipulere den offentlige dagsorden. Det gør man ved at tvinge alle til at tænke på bestemte måder. Pisa definerer formelle færdigheder. Det er ikke de færdigheder, som vi selv behøver, men dem, som neoliberalisterne i den globaliserede verden ønsker, vi skal have«.

Det er et stort problem, at Pisa fjerner det kulturelt forskellige deltagerlandene imellem.

»På den måde kommer undersøgelsen ikke til at handle om det, børn lærer. Det er nemlig altid lokalt og kulturelt bestemt. Man kan udmærket gennemføre komparative internationale undersøgelser, men det er Pisa ikke. Den er konkurrencefremmende«.

Pisa er relevant

Det var ikke kun kritikerne, der talte af karsken bælg.

Da Staf Callawaert højlydt beklagede sig over ikke at kende de forskere, der har været med til at udforme undersøgelsen i matematik, lød det fra Lena Lindenskov:

»Det siger måske mere om dig end om forskerne«.

Hun var dog ved en anden lejlighed tæt på at udtrykke imødekommenhed over for kritikerne.

Da de angreb Pisa for egenhændigt at bestemme, hvilke kompetencer samfundsborgere skal have i fremtiden, sagde hun:

»Det er fornuftigt og relevant at se på, hvem der afgør det, og det er da også derfor, at vi har brugt 40 sider i den sidste rapport på at redegøre for, hvad der skal testes«.

Hun har i anden sammenhæng været med til at undersøge uddannelsesbehovet blandt beskæftigede inden for social- og sundhedsområdet.

»Set i det lys er det relevant, hvad der bliver testet på mit felt matematik. På mig virker det, som om kritikerne overhovedet ikke vil vide af internationale undersøgelser. Synspunktet er: Nede i Europa har de fået en fiks idé, men er vi helt uden for verden?«

Det var Erik Jørgen Hansens mange indvendinger, som afledte spørgsmålet. Han mener, at Pisa ikke kan bruges til noget som helst, og at regeringen hurtigst muligt bør trække Danmark ud.

»Men det sker ikke, for så skal undervisningsministeren erkende, at de mange millioner er spildte«, sagde han.

Abstrakte konstruktioner

Indholdet af indvendinger strakte sig fra at kritisere, at folkene bag undersøgelserne kalder sig et konsortium, over at nedgøre undersøgelsen for at være blevet til for at legitimere politiske indgreb i uddannelsessystemer, til at redegøre for fejl, mangler og videnskabelig uhæderlighed i rapporter og undersøgelser.

Et eksempel på det sidste er, at man i rapporten fra 2000 kan læse, at der i forhold til Danmark er meget færre finske kvinder, der har en videregående uddannelse, mens det modsatte er tilfældet i rapporten fra 2003.

»Har kvinder i Finland pludselig fået et helt andet uddannelsesniveau? Selvfølgeligt ikke, men står der noget i den nye rapport om, at man har begået en fejl, eller om, at man har draget fejlslutninger, fordi man baserer sine udregninger på usikre udsagn fra 15-årige om deres forældres uddannelsesmæssige baggrund? Det skriver man ikke noget om«, sagde Erik Jørgen Hansen.

Det er yderst problematisk, når Pisas behandling af sociale faktorer er baseret på, hvad unge for eksempel mener om deres forældres status. En fremgangsmåde, der ifølge Erik Jørgen Hansen præger rapporten.

»Højdepunktet bliver nået på side 132 i den nyeste rapport, hvor man grafisk viser, hvor stor en del af eleverne i forskellige lande der er forberedt på det 22. århundredes arbejdsmarked. 22.? Nå ja, når man er i gang, hvorfor så ikke? Af fremstillingen kan man se, at flere danske end norske og svenske unge hører til de forberedte. Er der nogen, der tror på det? Den slags postulater og fremstillinger kaldes for abstrakte konstruktioner«, sagde Erik Jørgen Hansen.

Bedste redskab, vi har

En tilhører spurgte spagfærdigt, om kritikerne overhovedet kan pege på noget, som Pisa kan bruges til.

»Nej«, svarede Staf Callawaert. »Vi skal have videnskab, ikke hybrider«.

Erik Jørgen Hansen:

»Skal vi overhovedet bruge dem til noget, må det være til at finde ud af, hvad vi vil med vores eget uddannelsessystem, i stedet for at lade OECD fastlægge et mønster for, hvad vi skal give af svar om uddannelse. Jeg fatter ikke, at skoler vil deltage«.

Niels Egelund havde på forhånd opgivet at komme til forståelse med kritikerne. Han redegjorde for undersøgelsernes baggrund og indhold og smilede pænt, uanset hvad der blev sagt fra den modsatte bordfløj.

»Pisa er det mest avancerede redskab, vi har til at sammenligne unge på tværs af landegrænser, og hvis ikke man kan lide det internationale, kan undersøgelsen bruges til at sammenligne internt i Danmark«, sagde han.

På spørgsmålet fra Staf Callawaert om, hvorvidt det virkelig kan passe, at DPU fremover skal arbejde med projekter, der leverer varen til politikere, lød svaret fra Egelund:

»DPU lever efterhånden af bestilte opgaver. Sådan er verden i dag. Vi befinder os ikke i det 1968, som du var med til«.

Lena Lindenskov kom tættere på en egentlig samtale, da hun svarede, at hun ikke følte, at der var så megen forskel på at deltage i en undersøgelse af denne art og at forske for sig selv.

Tilløbet blev dog hurtigt slået ned.

Erik Jørgen Hansen:

»Det nye er, at forskere ikke har civilcourage til at sige fra over for sådan noget som Pisa«.

folkeskolen@dlf.org