Nye regler - igen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Traditionen tro er der igen kort før jul vedtaget nye love for arbejdsløshedsforsikring mv. Mange ændringer træder i kraft allerede pr. 1. januar 1999.

Efterlønsbevis

Fra den 1. januar 1999 går dlf/a i gang med at sende alle medlemmer, der nærmer sig eller er fyldt 60 år, en ansøgning om et efterlønsbevis.

- dlf/a sender i januar 1999 en ansøgningsblanket til alle medlemmer, der er fyldt 60 år eller fylder 60 år inden den 1. juli 1999, og som ikke aktuelt modtager efterløn.

- alle øvrige medlemmer, der fylder 60 år efter den 1. juli 1999, vil få tilsendt blanketten, før de fylder 60 år.

Selvom man modtager en blanket, er det ikke sikkert, at man også har ret til beviset. Det skyldes, at dlf/a ikke i alle tilfælde vil ligge inde med sikker dokumentation for, om man opfylder kravet til forudgående medlemskab (f.eks ved anciennitet fra anden a-kasse).

Fra den 1. april 1999 skal medlemmer, der fylder 60 år efter den 1. juli 1999, ud over kontingentet til arbejdsløshedsforsikringen betale et særligt kontingent for senere at kunne benytte efterlønsordningen.

dlf/a har beskrevet aftalen om den nye efterlønsordning i Folkeskolen og Avis-81 i december 1998. dlf/a arbejder aktuelt med yderligere opfølgning via pjece og information i fagblade. Lovforslag om den nye efterlønsordning forventes fremsat og vedtaget i januar 1999.

Kortere dagpengeforløb - hurtigere i aktivering

Dagpengeforløbet afkortes over de næste 2 år gradvist fra 5 til 4 år. Men opdelingen i en dagpengeperiode efterfulgt af en aktivperiode fortsætter.

Afkortningen berører alene dagpengeperioden, der gradvist afkortes fra 104 uger til maksimalt 52 uger fra 1. januar 2001.

Det betyder, at man som ledig fremover kommer hurtigere i aktivperioden, hvor man får ret og pligt til aktivering via Arbejdsformidlingen (AF).

- fra den 4. januar 1999 er der ret og pligt til aktivering efter en dagpengeperiode på 91 uger/inden for 143 uger.

- fra den 3. januar 2000 til den 31. december 2000 begynder aktiveringen efter en dagpengeperiode på 65 uger/inden for 117 uger.

Uddannelsesorlov

Positivlisten over de uddannelser, der kan opnås orlov til, bliver revideret, så den bliver mere erhvervsrettet. Og samtidig begrænses lediges adgang til uddannelsesorlov og kursusgodtgørelse til 6 uger i dagpengeperioden.

Ledige over 50 år

Medlemmer, der er fyldt 50 år senest den 31. december 1998, bevarer retten til dagpenge indtil det fyldte 60. år, hvis de:

- er fyldt 50 år, når aktivperioden udløber

og

- ved fortsat medlemskab kan opfylde anciennitetskravet for at gå på efterløn ved det fyldte 60. år.

Det samme vil fortsat gælde ledige medlemmer, der ved udløbet af aktivperioden er mellem 55 og 59 år.

Det nye er, at medlemmer, der fylder 50 år efter den 31. december 1998, og hvis aktivperiode udløber, før de fylder 55 år, vil miste dagpengeretten ved udløbet af aktivperioden. Medlemmer, der fylder 50 år i 1999, mister dog tidligst retten til dagpenge ved udgangen af 1999.

Samtidig får de over 50 år nye muligheder for at deltage i aktivering via AF.