Formanden bliver 50

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anni Herfort skal i byen med en flok mandfolk på sin fødselsdag. Folkeskolen kender ikke formandens personlige ønskeseddel, men måske står der både sikkerhedssko og tandbeskyttere på den. De verbale knojern har hun sikkert allerede i tasken, for dagen bliver sikkert ikke særlig festlig. Anni Herfort skal ganske vist på Københavns Rådhus på sin 50-års-dag, men det bliver nok alt andet end rådhuspandekager, der serveres; torsdag den 14. januar skal nemlig bruges på de indledende forhandlinger om den næste overenskomst.

Selv er Anni Herfort god til fødselsdagsoverraskelser, fortæller tidligere lærerkolleger. En morgen, da hun som sædvanlig skulle med toget fra Vordingborg til skolen i Næstved, hev hun sin følgesvend med ind på første klasse. Han blev slemt forskrækket. 'Men Anni trak sgu to tilkøbsbilletter op af tasken, og med fulgte både flag, basser og Gammel Dansk', fortæller togkollegaen.

Selv om Anni Herfort kun har været formand for Danmarks Lærerforening siden marts 1995, er det allerede det tredje overenskomstresultat, hun skal forsøge at hale hjem. Fødselaren trådte til, da Jørn Østergaard smed formandstitlerne, efter at lærerne havde stemt nej til overenskomstresultatet. Hun havde da kun siddet i DLF's hovedstyrelse siden 1992, men allerede året efter valgte kongressen hende som næstformand, så hun måtte flytte fra mødesalens kritiske ende til højbordet, hvor man har ansvaret for at finde de bærbare kompromiser.

Anni Herfort er uddannet fra Vordingborg Statsseminarium med samfundsfag og sløjd som linjefag. De pædagogiske folder slog hun blandt andet på Nødeskovskolen i Næstved, men det organisatoriske arbejde begyndte på Ny Holsted Skole, hvor den unge Herfort hurtigt blev valgt som lærerrådsformand. En periode var hun også konstitueret som skoleleder.

Kolleger fortæller, at hun var dybt engageret i hvert enkelt barn, og specielt de skæve eksistenser havde hendes opmærksomhed. 'Hun undervisningsdifferentierede, længe før lovgiverne havde opfundet ordet'. Og når der ikke var penge til en dyr lejrskole, ja så kunne klassen og kollegaen med da overnatte hjemme i rækkehuset. 'Varm, utraditionel og ustyrlig, det var hun', lyder en karakteristik.

Da kommunen ville lukke skolen, gik Anni Herfort resolut til den lokale kreds, og der avancerede hun hurtigt fra aktivistarbejde til formandsstolen. Siden har hun så stort set ikke siddet ned. Kolleger og venner kan ikke fortælle meget om, hvad fødselaren bruger sin fritid til, ja, flere mener ligefrem, at hun nok helt har glemt, hvad ordet fritid betyder. Men hun glemmer ikke vennerne. Selv da hun var midt i flytterod mellem Vordingborg og København, gav hun sig tid til at hjælpe pensionistparret ved siden af, som havde brug for hjælp med hammer og skruetrækker. 'Hun er stadig den samme ligefremme og jordbundne kammerat'.

Lige nu er hun bestyrelsesformand i Lærernes Pension, formand for Tjenestemænds- og Overenskomstansattes Kartel, TOK, og formand for FTF-Kommunal (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd). Hun er næstformand i Lån og Spar Bank, medlem af bestyrelsen i lærernes verdensorganisation, Education International, EI, og - ikke at forglemme - med i forhandlingsudvalget for de 640.000 medlemmer i Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KTO. Det er i den bogstavkombination, hun skal fejre 50-års-dagen.

Når fødselsdagsbarnet har det godt, smiler hun med øjnene, og latteren bliver både høj og hjertelig. Den høres gerne - både på arbejdet og af datteren på 22. Trine er flyttet hjemmefra, men hun mødes gerne med sin travle mor - til en hurtig pizza på den lokale grillbar.

Anni Herfort kendes også i en noget anden version - med kort latter, cigarethæs stemme og kaffeblanke øjne. Det er nok den udgave, de kommunale forhandlere, hovedstyrelsen og andre vil se mest til de næste mange måneder.

-th