Sag om forældrebetaling genoptages

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tågerne efter nytårsknaldet var knap lettede i Indenrigsministeriet, da man fredag modtog et brev fra Ombudsmanden. Heri anmoder han ministeriet om at genoptage sagen om en skoleelev fra Karlebo Kommune, der i 1996 blev udelukket fra en skolerejse, fordi hans forældre ikke kunne eller ville betale et tilskud til turen på 1.200 kroner (omtalt i Folkeskolen nummer 50/52 - 1997).

Den nye sagsbehandling skal ske i lyset af Ombudsmandens endelige redegørelse om forældrebetaling til lejrskoler og skolerejser fra den 20. november sidste år (omtalt i Folkeskolen nummer 48).

Et mindretal i Karlebo byråd havde i sin tid klaget til Tilsynsrådet over kommunens udelukkelse af eleven. Tilsynsrådet svarede imidlertid, at udelukkelsen var ok, og det samme gjorde Indenrigsministeriet, som mindretallet siden klagede til. Hvorefter mindretallet lige før jul klagede til Ombudsmanden over Indenrigsministeriet.

Ombudsmanden begrunder anmodningen om en genoptagelse af sagen med, at Indenrigsministeriet ikke har inddraget Ombudsmandens endelige redegørelse.

- Jeg er meget tilfreds. I den endelige redegørelse er det Ombudsmandens entydige opfattelse, at der ikke er lovhjemmel til opkrævning af brugerbetaling for skolerejser. Det må Indenrigsministeriet tage for pålydende, siger Per Frost Henriksen (Socialdemokratiet) fra mindretallet.