Skoleledere går deres egne veje

Skolelederforeningen har sagt sin samarbejdsaftale med Danmarks Lærerforening op

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fremover kan en skoleleder melde sig ud af Danmarks Lærerforening og alligevel bevare sit medlemskab af Danmarks Skolelederforening.

Det blev besluttet på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde, som Skolelederforeningen holdt i Odense før jul. Her skulle de delegerede afstikke kursen for foreningen, efter at DLF's kongres i november sagde nej til at lade skolelederne forlade de lokale kredse.

En uge efter mødet i Odense sagde skoleledernes formand, Hans Martin Jepsen, foreningens samarbejdsaftale med DLF op, da den krævede, at skolelederne også var medlemmer af DLF.

Flertallet for at sige aftalen op var så markant, at det ikke var nødvendigt at tælle stemmerne op. Kun en halv snes af de 160 delegerede stemte imod forslaget om at optage medlemmer uden for DLF. Enkelte undlod at stemme.

Mødet var lukket for pressen, herunderFolkeskolen, men Hans Martin Jepsen fortæller, at der forud for afstemningen var en god debat, hvor samtlige amter gjorde rede for deres synspunkter.

- Nogle mente, at nu skulle vi ud af Lærerforeningen, andre ville have betænkningstid, og en tredje gruppe ville afprøve den model, som kongressen vedtog. Men ved afstemningen var det helt slående, at vi fortsat skal være en forening for alle landets skoleledere. Det føler jeg som en kolossal opbakning, siger Hans Martin Jepsen.

Alligevel mener han ikke, at Skolelederforeningen har lagt op til en konfrontation med DLF.

- Vi er fortsat en faglig forening for skoleledere, men nu er vi enselvstændigfaglig forening. DLF har ikke patent på ordet faglig forening, siger Hans Martin Jepsen.

Få har meldt sig ud

Foreløbig tyder det ikke på, at skoleledere massivt vælger at melde sig ud af DLF. De amtsformænd i lederforeningen, somFolkeskolenhar talt med, siger, at langtfra alle vil melde sig ud.

- På de seneste to generalforsamlinger har vi været fuldstændig enige om at bakke bestyrelsen i Skolelederforeningen op. Men nu da vi er nået frem til målstregen, kan det godt være, at nogle af de tavse bliver i tvivl, siger amtsformand Iver Bergholt fra Viborg.

Hans Martin Jepsen gør opmærksom på, at Skolelederforeningenikkeopfordrer lederne til at melde sig ud af DLF.

- Det er ikke vores opgave at fortælle medlemmerne, hvad de skal mene. Det overlader vi til den enkelte, siger Hans Martin Jepsen.

I et brev til medlemmerne beder han dem dog om at overveje deres medlemskab af DLF og tilknytningen til de lokale kredse. Og på repræsentantskabsmødet i Odense fortalte han, at alle i bestyrelsen melder sig ud, undtagen Jens Kjær, der også sidder i DLF's hovedstyrelse, og Poul Erik Clausen, som gennem Københavns Skoleembedsforening er repræsenteret i Lærernes Centralorganisation, LC.

- Vi har ikke sat dato på, hvornår vi melder os ud. Og meldingen er klar, det er ikke som bestyrelse, vi melder os ud, men som enkeltmedlemmer. Vi har hver haft vores overvejelser, og vi fandt det rigtigt at fortælle repræsentantskabet om vores holdninger, siger Hans Martin Jepsen.

- Det er nok hjemme i lokalkredsene, jeg ser den store forskel for skolelederne. Nogle steder er der et godt samarbejde med lokalkredsen og med kredsformanden, og det har nogle ledere svært ved at slå i stykker. Men andre steder kan de ikke komme hurtigt nok ud. Den slags har også indgået i bestyrelsesmedlemmernes overvejelser, siger Hans Martin Jepsen, der selv sendte sin udmeldelse, så DLF havde den påårets første arbejdsdag.

Et vigtigt signal

Skoleleder Bent Nyerup forstår ikke, at Hans Martin Jepsen ventede så længe med at melde sig ud. Han er selv formand for lederne i Storstrøms Amt, hvor han har argumenteret for, at skolelederne skal gå. Så straks da repræsentantskabsmødet var slut, skrev han sin udmeldelse.

- Som formand må man gå forrest og sende et signal om den politik, man står for. Derfor meldte jeg mig allerede ud af DLF i Odense, siger Bent Nyerup, der dog ikke er overrasket over, at så få har meldt sig ud på nuværende tidspunkt.

- Vi har en opsigelsesfrist, så vi kan tidligst forlade DLF med udgangen af marts. Når vi skal til at forhandle decentral løn med lærerne, går det for alvor op for skolelederne rundt om i landet, hvad rollen som arbejdsgiver drejer sig om. Og så vil rigtig mange melde sig ud af DLF, mener han.

Eksklusiv hyggeklub

Det er Jens Færk fra Århus Amt ikke enig i. Han bliver selv i DLF, og det fortalte han i klare vendinger fra talerstolen i Odense.

- Skolelederforeningen er ved at lave noget rigtigt makværk, og bestyrelsen påtager sig et stort ansvar, når den opfordrer os til at overveje vores medlemskab af DLF. Vi har ikke fået en fyldestgørende orientering om konsekvenserne af at melde sig ud af DLF, siger Jens Færk.

- Hvis en kommune fyrer en skoleleder, kan hverken DLF eller Skolelederforeningen lave om på den afgørelse. Men i og med at forhandlingsretten ligger hos DLF, kan DLF ændre vilkårene for fyringen til skolelederens fordel. Det kan Skolelederforeningen ikke, men det fortæller ledelsen ikke noget om, siger Jens Færk.

Han mener, at skolelederne skal give kongressens model med lokale ledernetværk og mulighed for central rådgivning en chance.

- Hvis modellen var blevet foreslået på kongressen for blot et år siden, havde lærerne stemt den ned, mens lederne havde sagt ja. Nu skete det omvendte. Derfor sidder jeg tilbage med en klar fornemmelse af, at Skolelederforeningen har haft en skjult dagsorden om, at vi skulle ud af DLF for enhver pris. Også selv om DLF har flyttet sig et stort skridt i den rigtige retning, siger Jens Færk, der ikke tror, at Skolelederforeningen kan komme til at spille en særlig stor rolle, så længe forhandlingsretten ligger hos DLF.

- DLF skal bruge forhandlingsretten til at løfte lønnen til lærerne ved at skubbe skolelederne foran, så DLF afgiver den ikke frivilligt. Derfor famler Skolelederforeningen i blinde ved at gå selv, siger Jens Færk og forudser, at uden retten til at forhandle løn og arbejdsvilkår vil foreningen ende som en eksklusiv hyggeklub.

Midt i en magtkamp

Leif Pedersen, der er formand for skolelederne i Roskilde Amt, var også på talerstolen for at advare mod en skilsmisse. Selv om det ikke lykkedes at overbevise forsamlingen, har han valgt at blive som amtsformand.

- Det ville måske være logisk, at jeg trak mig. Men jeg repræsenterer stadig flertallet af medlemmerne i Roskilde Amt, siger Leif Pedersen, der ikke har tænkt sig at melde sig ud af Skolelederforeningen, selv om han er ude af kurs med landsledelsen.

- Vi står midt i en magtkamp, hvor Skolelederforeningens bestyrelse vil se, om der melder sig tilstrækkeligt mange ledere ud af DLF til, at den kan kræve at få forhandlingsretten. På den anden side står DLF's formand, Anni Herfort, som i sit julebrev til os beder os om at blive, siger Leif Pedersen.

Skoleleder Flemming Johansen, formand i Århus Amt, deler ikke Leif Pedersens frygt.

- Rent organisatorisk er lærere og skoleledere vokset fra hinanden. Og vi vil vokse endnu mere fra hinanden i de kommende år. Men derfor behøver vi ikke ryge i totterne på hinanden, siger Flemming Johansen.

Jan Kaare og Henrik Stanek er freelancejournalister.