Nina Funder hjælper to elever med at slå ord op i Gyldendals ordbogsprogram.


Københavnske lærere er vilde med iPad

Utterslev Skole har allerede erfaringer med at bruge iPads. Og her har både lærere og elever svært ved at få armene ned over deres nye digitale kladdehæfter.

Publiceret Senest opdateret

Forældrene har ansvar

• Det er i første omgang kun 7. årgang på Utterslev Skole, derhar en iPad, men om et halvt år vil alle elever i udskolingen bærerundt på en. Skolen har investeret 200.000 kroner, som man har købt60 maskiner for.

• Forældrene har skrevet under på, at de har ansvaret forproduktet, hvis det skulle gå i stykker. Men indtil videre er megetfå gået i stykker.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På den blot ni år gamle Utterslev Skole i det nordlige København bliver de to klasser på 7. årgang undervist i engelsk. Elevernes borde er stillet op i små øer, som fylder godt op i de to klasselokaler, hvor der denne dag er fjernet en væg ind til naboklassen. Sammen med en kollega må læreren Nina Funder nu forsøge at kredse rundt om de knap halvtreds elever i ét stort, aflangt lokale.

Bagerst i lokalet bruger 13-årige Silke sin blyant til at skrive engelske gloser ned på et stykke papir, mens hun slår ord op i et ordbogsprogram fra Gyldendal - også kaldet en app - på sin iPad. På bordene rundt omkring hende ligger kammeraternes iPads - nogle med tydelige fedtfingre, andre godt pakket ind - og roder sammen med krøllede stykker papir, penalhuse og skolebøger.

Skeptisk lærer er overrasket

I den anden ende af lokalet har Nina Funder fundet engelske sange på nettet via sin iPad, som hun deler med eleverne ved at tilslutte iPad'en til klassens smartboard.

Hun var i første omgang ret skeptisk over for it i undervisningen. Det var for tidskrævende, og det virkede sjældent, som det skulle. Men efter at hendes klasse fik iPads, har hun sjældent haft it-frustrationer.

»Jeg synes, det hele er blevet meget nemmere. Som lærere blev vi jo bare kastet ud i det her iPad-projekt, men jeg er overrasket over, hvor godt det er gået. Der er ikke problemer med batteritiden, for den er næsten altid opladt, og når eleverne laver noget på den, så gemmer den selv, uden at de selv behøver tænke over det«, siger Nina Funder, der underviser i udskolingen på Utterslev Skole.

Efter at de fik iPads, er eleverne også blevet mere initiativrige, mener Nina Funder.

»Den ligger altid lige ved hånden, og de kan selv søge informationer. Meget af det foregår på elevernes eget initiativ. Problemet kan så være, at de føler sig lidt for fortrolige med den, så de også begynder at spille spil, når læreren ikke kigger. Der skal jo ikke mere end en finger til for at skifte mellem programmerne«, siger hun med et skævt smil.

Investeringer i trådløst netværk er afgørende

Kollegaen Anette Vestergaard, som er profilskolekoordinator på Utterslev Skole og ansvarlig for hele iPad-projektet på skolen, har sikret sig, at det trådløse netværk blev stabilt og fremtidssikret til de knap 60 iPads, som skolen købte i første omgang - selvom det betød ekstra udgifter.

Fra næste sommer skal knap 150-200 elever kunne være på nettet med deres iPad på én gang.

»Det er afgørende med et stabilt netværk, hvis man skal have glæde af det, iPad'en kan«, siger Anette Vestergaard.

Drengene skriver mere

Udgangspunktet for iPad-projektet har været at øge elevernes skriftsprogskompetencer. Og det har været en succes, siger Anette Vestergaard.

Hun mener, at elevernes motivation til at skrive noter i undervisningen er steget markant, særligt for de elever, der ikke før har skrevet noter.

»På eget initiativ begyndte de her drenge, som ellers ikke følger undervisningen slavisk, at tage noter«, forklarer Anette Vestergaard.

Nu ærgrer hun sig over de mange interaktive tavler, som er hængt op i klasselokalerne.

»Vi har plastret hele skolen til med smartboards, men alle de elever i udskolingen kunne faktisk godt have undværet dem til fordel for en projektor og et godt lærred, fordi vi nu har købt Apple tv. Så har eleverne hele tiden mulighed for at koble deres egne iPads til projektoren via det trådløse net«, siger hun.