På Aabybro Skole forsøger fire lærere at få indflydelse på debatten om folkeskolereformen ved at lave humoristiske bekendelser på Youtube.

Lærere går til bekendelse i video: Jo, vi arbejder i fritiden

Bænket foran DLF-bannere, går fire lærere fra Aabybro Skole til bekendelse i en video på Youtube: jo, vi laver læreplaner i ferierne, snakker med forældre efter klokken 18 og tager på kurser uden for ar-bejdstiden.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har indkaldt til pressemøde, fordi lærerne har noget, de gerne vil have sagt og indrømme".

Sådan indleder lærer Jannie Hangaard videoen på Youtube, hvor lærerne i klassisk cykelrytterstil bekender, at de også arbejder i deres fritid.

Videoen startede som en idé på et af Danmarks Lærerforenings seminarer i februar. Lærerne ville lave et skævt og humoristisk opråb for at udfordre fordommene om lærernes klynkeri. Formen blev til med inspiration fra cykelrytteren Michael Rasmussens doping-indrømmelser. 

"Som lærer er jeg stort set altid på arbejde. Jeg kan ikke gå en tur i Ikea uden at få en idé til min undervisning. Mine kollegaer og jeg er bekymrede for, hvad der sker, hvis skolen bliver et rent 8-16 job, for sådan er vores virkelighed ikke nu. Vi vil ikke klynke, og med den her bekendelsesform forsøger vi at levere budskabet med humor", fortæller Helle Nilsson, der er lærer på Aabybro Skole.

"Så sent som i onsdags talte jeg med Karlas mor i Netto. Det var vigtigt. Det tog en times tid. Jeg skulle egentlig bare handle, men det var vigtigt for Karlas mor at få talt med mig", siger lærer Pernille Holz blandt andet i filmen.

Lærernes bekendelser er set over 9000 gange siden Helle Nilsson og hendes kollegaer filmede videoen i forgårs.

 

Powered by Labrador CMS