Svære reformforhandlinger sat i gang igen

Forligskredsen bag skolen har holdt pause på grund af udskiftning på ministerposten. I dag mødes parterne igen. De er enige om mange ting, men der er uenighed om blandt andet offentliggørelsen af nationale testresultater.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da undervisningsminister Troels Lund Poulsen den 8. marts overtog jobbet fra Tina Nedergaard, fremhævede han sine forhandlingskompetencer som en kvalitet i det nye job. Med god grund - han overtog et ministerium, hvor et stort forlig skulle i hus.

Forligskredsen bag folkeskolen består udover regeringen af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. I dag skal de mødes og tale om reformen for første gang med den nye minister ved roret.

Mødet i dag, der begynder klokken 16, kommer ikke til at have egentlige forhandlinger, i stedet skal parterne mødes og sætte rammerne for de kommende forhandlinger.

Store knaster

Ifølge socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, er parterne enige om mange emner - inklusion, it- og læseløft er nogle af de områder, hvor der er fælles fodslag.

Andre områder er de uenige om.

"Den helt store knast er, at regeringen vil løfte indskolingen ved at fjerne SU'en fra hjemmeboende studerende", siger Christine Antorini til folkeskolen.dk.

Offentliggørelse af skolernes resultater i de nationale test og udfordring af holddelingsreglerne er andre områder, hvor der kan være brug for forhandling.

Troels Lund Poulsen har tidligere fortalt, at netop offentliggørelsen af de nationale test er en afgørende mærkesag for ham.

Forhandlingerne begynder den 26. april - første tirsdag efter påske.