Kanoniseringen af historien i dansk folkeskolesammenhæng har ensrettet og standardiseret landets historieundervisning, med den konsekvens at det er de samme historiske temaer, landets afgangselever sveder over under prøvelæsningen i disse dage. Langt oftest er der tale om det udvalg af temaer, læreren har begået de sidste to års skolegang, det vil sige siden starten af 8. klasse – svarende til perioden fra omtrent 1850 og frem. Det er svært at forestille sig situationer, hvor istidsmennesker, middelalderbønder og oversøisk kannibalisme når frem på dagsordenen.

Med andre ord er det for længst slut med dybere tematiske arbejder omkring de historiske temaer, der fra centralt hold er placeret i indskolingen og på mellemtrinnet. Det betyder, at samtlige danske elever afslutter grundskolen med samme tematiske udgangs- og omdrejningspunkter i historieundervisningen og altså med samme vidensområder.

Dermed ikke sagt, at danske udskolingselever lærer det samme. Men de undervises, hvad historiefaget angår, i overordnet samme områder: tiden efter Grundloven af 1849 og frem til et sted mellem den kolde krig og nutidens terrorisme, alt efter hvor mange timer der reelt har kunnet realiseres.

Det betyder, at de forlag, der producerer pædagogisk historieskrivning, må træffe valg, der ikke nødvendigvis kan favne både sikker profit og udfordrende pædagogik. Der skabes med andre ord et dilemma for et forlag som Pantheon, der bygger på en passion for de virkelig gamle dage – de dage, der undervises i før udskolingen. Et hurtigt kig på forlagets hjemmeside fortæller, at interessen ligger mellem antikken og renæssancen.

Her taler vi om undervisningstemaer tiltænkt mellemtrinnet - elever, der arbejder med fundamental databearbejdelse og debat, men ikke når frem til analysen, fortolkningen, vurderingen, den abstrakte og kontrafaktiske tænkning, perspektiveringen. Problemet er her, at der er utallige historiske temaer, der med kanoniseringen aldrig når hertil, fordi de ganske enkelt ikke hører til her.

Det, vi kalder "det gamle Rom", er et af dem. Men med det lille, men veldokumenterede og rigt illustrerede værk "Døden som underholdning" fører forfatter Johnny Thiedecke os ind i det gamle Roms gladiatortraditioner og leverer en vidensformidling, denne anmelder ikke mindes at have set tidligere i grundskoleregi. Her får eleverne alle traditionelle spørgsmål besvaret: hvem, hvad, hvor, hvordan, hvorfor, med hvilken rimelighed og fænomenets dybereliggende betydning i dag – med andre ord stort set det, der knytter sig til udskolingens metodiske arbejdsform, ikke mindst i forbindelse med projektopgaven og nu også i forhold til den nye prøveform.

"Døden som underholdning" er en mindre bog uden didaktiske islæt og med smalle margener og tæt skrevne tekststykker, der ikke gavner læsevenligheden, men den er ikke desto mindre formidabel for netop sin ordrigdom og, i dette, sin meget præcise og koncise formidling af en menneskebrug, som kun har fundet sin kulturelle pendant et fåtal af gange i historien. Menneskeliv og menneskedød, menneskeskæbner som ren og skær underholdning – her er stor viden om de mænd, ingen taler om i dag (med Hollywood som en sikker undtagelse – hvilket ikke går upåagtet hen fra forfatterens side. Der bruges meget plads på en analyse af blockbusteren "Gladiator").

Amfiteatre, varierende skik og brug i forhold til alt fra publikums placering, og dermed den sociale orden, til gladiatoruniformeringerne og de underjordiske dyrehold, i det hele mennesker og dyrs herkomst og skæbne – alt underbygget af et væld af primærkilder som antikke skulpturer, relieffer, brevskriverier, digte, våbendele og uniformer suppleret med fotografier fra teatre og gladiatorskoler og nye modeltegninger, så vi alle forstår den præcise position, det konkrete vilkår.

Thiedecke går med sproglig kyndighed – og på et sprogniveau, der ligger et sted mellem øvre mellemniveau og udskoling - i kødet på et pædagogisk set nærmest døende tema, der som istiden, silkevejen og hoveriet højst risikerer at få en tosiders plads i vores børns undervisning, hvis ikke de trækkes frem af en engageret lærer – ved siden af de allerede markante kanonkrav. For det er jo trods alt tilladt at tilvælge – hvis der altså er … tid til historien.