Folkeskolens leder:

Blokade og lærerstrejke

Løftebrud.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kan man stole på finansministeren? Det ser ikke sådan ud. Derfor har Lærernes Centralorganisation og Statstjenestemændenes Centralorganisation II varslet strejke - i første omgang på tre social- og sundhedsskoler og to voksenuddannelsescentre.

Sagen er, at regeringen har lovet, at kommunalreformen ikke ville give ansatte ringere arbejdsvilkår. Det siger man sådan set stadig. Men man praktiserer noget andet.

Onsdag i sidste uge citerede ernaeringogsundhed.dk finansminister Thor Pedersen for disse udtalelser: »Vi har fra statens side direkte slået fast, at der ikke bliver tale om en lønreduktion for lærerne«. Og videre: »Regeringen leverer præcis det, vi har lovet. De, der allerede er ansat, overføres på fuldstændigt uændrede vilkår både med hensyn til løn og øvrige aftaler«. Men så tilføjer han: »Derfor er jeg ked af, at organisationerne tager eleverne som gidsler i en faglig kamp for at fastholde ufleksible, umoderne arbejdstidsaftaler«.

Oversat til realiteternes verden betyder det, at finansministeren vil tvinge underviserne på VUC og sosu-skoler over på nye vilkår, som vil betyde en årlig lønnedgang for en sosu-lærer på 28.662 kroner.

Derfor har DLF og andre organisationer nu varslet konflikt. Hvis finansministeren vil bevise, at man kan stole på regeringens løfter, sætter han sig til forhandlingsbordet - og forhandler sig tilbage til det, regeringen har lovet.

-th