Det er sund fornuft at forebygge sygdomme, men i Danmark vælger regeringen igen og igen at gå frivillighedens vej. Senest er det gået ud over de overvægtige børn, som bliver taberne, når forbrugerministeren ikke vil gennemføre den nødvendige lovgivning.

I disse uger raser debatten om folkesundheden. Løbende kommer forslag, der handler om at regulere, hvordan vi lever. Den seneste anledning til debatten var dels et forslag fra Motions- og Ernæringsrådet om nedsat moms på sunde fødevarer, dels statistikker, som med foruroligende tydelighed viser, at der er kæmpe forskel på danskernes levetid, afhængig af hvor vi bor. Man lever gennemsnitligt ti år længere, hvis man bor i Søllerød frem for på Nørrebro. Hvis vi er veluddannede, har vi langt større chancer for både et godt og langt liv. Hvis vi derimod er kortuddannede eller slet ikke uddannede, så lever vi kortere og er mere syge. Sundhed har altså en voldsom social slagside.

Det er den faktiske virkelighed anno 2007. Og selvom det er en gammelkendt sandhed, har vi ikke formået at gøre op med det forhold. Vi skal forebygge sygdomme, lyder det fra alle eksperter, især livsstilssygdommene. Og al erfaring fra andre lande viser, at det kan lade sig gøre. Det er bare om at komme i gang.

Her må vi politikere på banen. Og det kom forbrugerminister Carina Christensen da også.Ros for det. Men desværreer detkun halvhjertet. Ministeren ønsker, at familier får bedre tid i hverdagen, og at børn spiser sundt. Men det kniber, når det kommer til valg af midler. Her siger hun, at det udelukkende er forældrenes ansvar at sørge for, at der spises sundt og godt i de danske familier. Hun tør ikke bruge skrappere metoder som god, gammeldags lovgivning.

Jeg er enig med ministeren i, at forældre har det overordnede ansvar for, at deres børn får sund og god mad. Men vi har som samfund et ansvar for at løse det problem, som ikke bliver løst ved middagsbordene. Fedmekurverne skyder i vejret, og børn får diabetes 2. Vi kan altså se, at kampagner og frivillige aftaler med detailhandlen ikke er nok. Nogle lande - som England - yder en aktiv indsats for at afhjælpe problemet, mens Belgien og Danmark kigger på: Vi taler skam meget, men gør ikke noget ved det. Holdningen er, at det er de enkeltes eller deres forældres ansvar, at de er overvægtige. Den holdning kan vi ikke være bekendt.For så svigtervi de overvægtige børn. For vi ved jo, at oplysningskampagner kun virker på os, der i forvejen lever sundt. Alligevel holder ministeren stædigt fast i, at frivillighed er den eneste vej frem.

Det er nødvendigt at tage diskussionen om nedsat moms på sunde fødevarer, som man har i Frankrig. Desuden bør vi hurtigst muligt forbyde tv-reklamer for usunde fødevarer rettet mod børn. Det er sket i England. Vi bør have bedre idrætsfaciliteter på alle skoler i Danmark. Børn skal ikke kun røre sig i frikvartererne, men også i undervisningen. Det gør de i Finland. Og hvorfor har vi ikke et gratis måltid sund mad på alle skoler i Danmark, som de har i Sverige?

Det er ikke nok, at vi ønsker at hjælpe de mange tykke børn, som sidder rundt omkring i landets klasselokaler. Vi er nødt til at tage fat ved nældens rod og afsætte de midler, som er nødvendige for at forebygge, at vores børn bliver morgendagens hjertepatienter. Det kræver lovgivning, så enkelt er det. Og vi svigter, hvis ikke vi hurtigt griber til drastiske midler.

Christel Schaldemose er medlem af Europa-Parlamentet