DLF's arbejdsmiljøkonsulenter underviser de næsten-uddannede lærere i lærerlivets faldgruber. Håbet er at det vil mindske praksischokket og fobedre fastholdelsen af nye lærere.

DLF klæder kommende lærere på til praksis

Her i foråret har DLF holdt to kurser for fjerdeårs-lærerstuderende for at forberede dem på arbejdet som lærere og mindske det famøse praksischok. Deltagerne har været glade for kurset, men er det virkelig en fagforeningsopgave? Ja, mener formand for arbejdsmiljøudvalget i DLF, Thomas Andreasen.

Publiceret Senest opdateret

”Jeg ved at jeg er en pleaser, som tager alt for meget på mig, og det kan ende med at knække mig. Min praktiklærer sagde for eksempel til mig, at jeg skulle skrue ned for ambitionerne. Kurset reklamerede med, at det giver redskaber til at håndtere arbejdsmængden. Derfor tilmeldte jeg mig”, fortæller Nadja Ritter Larsen, som i disse dage er ved at skrive bachelorprojekt på læreruddannelsen i Aarhus. Men hun har sammen med en flok andre næsten færdiguddannede lærere valgt at tilbringe dagen på kurset ’Klar-parat-lærerstart’ for at være klædt lidt bedre på til det liv som lærer, hun regner med at begynde efter sommerferien. Kurset blev blev afholdt af Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljøkonsulenter, Line F. Baadsgaard og Inge Larsen.

Klar-parat-lærerstart

Kurset Klar-parat-lærerstart har dette forår været afholdt en gang i København og en gang i Aarhus. Det er blevet til i et samarbejde mellem Lærerstuderendes Landskreds og Danmarks Lærerforening og målgruppen var lærerstuderende på 4. årgang.

Indholdet i kurset kredsede om den første tid i lærerjobbet og tog fat på emner som: Hvordan kommer du godt op i gang med lærerjobbet? Hvordan kan du prioritere i de mange opgaver, der ligger på dit bord? Hvordan skaber du grundlaget for et godt forældresamarbejde? Og hvordan håndterer du elever i mistrivsel?

Kurset bliver pt. evalueret, og forventningen er det udbydes igen, eventuelt i en ny udgave. Der er ikke fastsat nogen datoer for nye kursusdage endnu.

”Jeg kan godt være bange for at overvældet, når jeg starter i jobbet”, fortæller medkursist Marie Thomsen. ”Uddannelsen og praktikken er gode til at lære én om kerneopgaverne som undervisning og didaktik, men vi lærer ikke ret meget for eksempel forældresamarbejde eller arbejdet i lærerteamet. Dét mangler jeg”.

Louise Nygaard Ager, som også deltager i kurset, supplerer: ”Vi har i dag fået nogle konkrete værktøjer til at prioritere vores opgaver og til at sige fra, hvis vi føler vi ikke kan nå det hele. Det føles trygt, når kursuslederne fortæller os, at det er ok at sige fra”.

Uddannelse uden virkelighed

I fortæller, at I, efter næsten fire år på studiet og flere praktikperioder, stadig mangler viden om nogle ret store opgaver, I skal varetage, når I om ganske kort tid skal ud og arbejde. Det lyder som om der er nogle mangler i jeres uddannelse?

”Vi har i hvert fald brug for mere praktik”, siger Marie Thomsen. ”Vi oplever kun opstarten, seks hårde uger, og så er det slut. Man når næsten ikke for eksempel forældrekontakten".

Nadja Ritter Larsen er enig og fremhæver pædagoguddannelsen som et eksempel til efterfølgelse:

”De pædagogstuderendes uddannelse er kortere end vores, men de har over et års praktik. Vi har næsten intet i sammenligning. Vi burde have nogle meget længere praktikperioder, så vi kunne få mere fokus på dagligdagen som lærer, helt lavpraktisk. Hvordan foregår en fagfordeling, hvad med gårdvagter eller kopimaskiner, der ikke fungerer?”

Mette Skou Madsen, som også er med på kurset, foreslår at man som studerende kunne være en lærers ’føl’ i en uge eller to.

”Det ville give en et indblik i, hvor meget tid man egentlig bruger på de forskellige opgaver som lærer, hvis vi bare fik lov til at følge en rigtig lærer med rundt og være fluen på væggen, både når de underviste og når de talte med forældre, forberedte sig, holdt møder og så videre”.

Undervisere på læreruddannelsen er lidt for virkelighedsfjerne

Louise Nygaard Ager, lærerstuderende

”Jeg oplever også at vores undervisere på læreruddannelsen er lidt for virkelighedsfjerne” indskyder Louise Nygaard Ager. ”Vi bliver skolet til at være lidt for idealistiske og får ikke så god føling med virkeligheden. Jeg håber at jeg, når dagen er slut, er en lille smule mere klar til lærerjobbet”.

En fagforeningsopgave

Formand for DLF’s arbejdsmiljøudvalg, Thomas Andreasen, deler kursisternes håb, og han mener, det er helt inden for skiven, at en fagforening tilbyder den type kurser.

”Vi skal gøre hvad vi kan for at unge lærere falder godt til i jobbet efter deres uddannelse”, siger han til folkeskolen.dk. ”Dette er et af vores tiltag, og der er også andre ting, vi arbejder med”.

Men bør det ikke være professionshøjskolernes opgave at gøre de studerende klar til arbejdslivet?

”Det kan man sige, men på den anden side må vi konstatere, at overgangen til praksis er svær, og der er brug for at gøre noget. Herunder at styrke læreruddannelsen, og det vil nok også sige med længere og bedre praktikperioder. Det er også noget vi arbejder for”, siger udvalgsformanden.

”Men selv om vi får styrket uddannelsen, vil vi stadig have brug for større opmærksomhed på, hvordan man som nyuddannet falder godt til. Vi har et stort arbejde foran os, blandt andet arbejder vi for to-lærerordninger, hvor en nyuddannet har flere timer sammen med en erfaren lærer eller at den nyuddannede for mere tid til forberedelse. Men det sker ikke fra den ene dag til den anden. De her kurser er noget vi som forening kan bidrage med her og nu”.