Hvordan samarbejder vi om inklusion i klassen? Har alle elever god mulighed for at bidrage og være med? Hvilken viden om elevernes deltagelse skal vi handle på?

Sådan lyder tre af de spørgsmål, som et lærerteam kan tage fat i for at styrke inklusionen på deres skole.

Spørgsmålene indgår i “Samarbejde om inklusion – et inspirationsmateriale”, som DLF har udviklet i tæt samarbejde med lærerkredsene, og som nu er klar op til DLF's kongres i næste måned.

Udgangspunktet er, at beslutningerne skal træffes så tæt på eleverne som muligt, så de kan føre til holdbare løsninger.

“Selv om vi har arbejdet med inklusion i årevis, er det fortsat en af de største udfordringer for elever og lærere. Derfor griber vi nu samarbejdet og ansvaret for inklusion mere systematisk an”, siger Regitze Flannov, formand for undervisningsudvalget i DLF.

Systematikken ligger ikke kun i, at lærerne får konkrete spørgsmål at tage afsæt i. Materialet er delt i tre niveauer. De to andre er skolen og kommunen. Hvis lærerne ikke har mulighed for at finde løsninger, kan de løfte emnet op på skoleniveau. Her kan man for eksempel drøfte, hvordan man bruger skolens vejledere, eller om skemalægningen tilgodeser inklusion.

På samme måde kan skolen tage inklusion videre til kommunen. På dette niveau indeholder materialet spørgsmål som, hvorvidt det er muligt for skolerne at realisere intentionerne i kommunens politik på skoleområdet, og om Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og andre støtteorganisationer er organiseret fornuftigt.

“På alle niveauer kan man bruge materialet til at se på, om man kan gøre noget anderledes for at lykkes med inklusion. I sit lærerteam kan man se på, om der er noget i pædagogikken eller organiseringen, man kan skrue på. Når man har gjort det, hvad kan de andre niveauer så bidrage med? Skal skolen organiseres på anden måde for at fremme inklusion? Til sidst kan man løfte det op på kommuneniveau”, skitserer Regitze Flannov.

Materialet skal ses som en trappestige, hvor man både kan arbejde på det enkelte niveau og sende ansvaret videre, hvis man ikke selv har mulighed for at gøre noget, uddyber hun.

“Man kan begynde på det trin, der passer én. Materialet er en støtte til den professionelle samtale om, hvordan vi laver god skole, så alle elever kan udvikle sig fagligt og socialt”.

Fra tjekliste til samarbejde

Materialet udspringer af sidste års kongres i DLF, hvor inklusion var til debat. Her fortalte formand Gordon Ørskov Madsen, at hovedstyrelsen ville tage initiativ til DLF’s “egen version af en inklusionstjekliste”.

Ordet tjekliste optræder imidlertid ikke i det 12 sider lange materiale, forklarer Regitze Flannov.

“Da Gordon Ørskov Madsen nævnte tjekliste, tænkte han på gode temaer, man kan samarbejde om lokalt. Når jeg har været rundt i landet under udarbejdelsen af materialet, har jeg fået tilbagemeldinger om, at ordet tjekliste ikke afspejler samarbejdet i kommunerne, og da det alligevel aldrig har været meningen, at vi skulle tjekke af, hedder overskriften ‘Samarbejde om inklusion – et inspirationsmateriale’”.

Med en stribe spørgsmål på de forskellige niveauer lægger materialet op til en del mødeaktivitet, men det får ikke Regitze Flannov til at frygte, at lærerne vil sukke og sige “mere snak”.

“Det er ikke noget, vi har siddet og fundet på centralt i DLF. Hele organisationen har været i gang. Vi har haft alle kredse til at komme med bud på, hvordan materialet kunne se ud, og de har inddraget tillidsrepræsentanter og andre medlemmer. Det er lærere i hele landet, som har bidraget til, hvordan vi kan få gang i den pædagogiske samtale. Jeg er stolt af, at de trods en stram hverdag har energi til at sige: ’Vi tager gerne på os at se på, hvad vi selv kan ændre’. Men lærerne skal ikke sidde med aben, hvis manglende inklusion for eksempel skyldes rammerne på skolen eller i kommunen”.

Materialet vil ikke føre til mere mødeaktivitet, understreger Regitze Flannov.

“Lærerne kan bruge spørgsmålene til at sætte samtalen i gang om en elev med udfordringer, og kreds og kommune kan tage afsæt i materialet, når de alligevel mødes om vores arbejdstidsaftale. Man kan plukke i det til teammøder, pædagogiske dage, i skolebestyrelsen og i kommunen. Vi skal ikke skabe nye fora, men kvalificere det, vi gør i forvejen”.

Retvisende billede af skolens finansiering

Skoleledere og kommuner har samme interesse som lærerne i at udvikle en skole, som giver alle elever gode muligheder for at deltage, men alle tre parter har brug for et fælles billede af, hvad der skal til for at skabe inklusion, mener Regitze Flannov.

“Med materialet lægger vi op til at se på inklusion bredt: Hvordan laver vi en god skole til de elever, vi rent faktisk har? Derfor håber jeg, at skoleledere og kommuner vil være med til at bruge det, og vi vil i Sammen om skolen invitere til, at det bliver et fælles materiale, så man i det lokale samarbejde kan se på, om der er noget, man skal justere”.

Debatter om skolens udvikling kommer ofte til at handle om resurser, og det kan også blive en udløber af drøftelserne om inklusion ud fra det nye inspirationsmateriale.

“Lærerne siger, at de gerne vil se på, hvad de kan skrue på sammen med skolelederen. Og ja, det kommer så også til at handle om resurser, og derfor gør vi meget ud af at anvise, hvordan lærere og skoler kan handle opad. Hvis alle er enige om, at elever ikke har de muligheder for at deltage, som de har brug for, og at de i øvrigt har ret til de muligheder, får vi måske et mere retvisende billede af, at folkeskolen ikke er finansieret tilstrækkeligt”, siger Regitze Flannov.