Anmeldelse

Kooperativ læring i klasseværelset

Kooperativ læring i klasseværelset

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen præsenteres som en "trin for trin-vejledning til at komme i gang" med kooperative læreprocesser. Efter min vurdering er det dog i langt højere grad bogens begrundelser for hvorfor snarere end hvordan, der vækker interesse.

Fakta:

Titel: Kooperativ læring i klasseværelset

Forfatter: Wendy Jolliffe, dansk bearbejdelse Grethe Kjær og Anne Marie Østergaard

ISBN: 9788772815503

Pris: 550 kroner

Sider: 169 sider

Type: Bog

Forlag: Dafolo

Tidligere udgivelser har haft fokus på strukturer og samarbejdsmønstre, men denne bog bevæger sig mod en beskrivelse af en inkluderende skolekultur med de kooperative læreprocesser og en ny lærerrolle som omdrejningspunkt. Forfatterne gør det klart, at kooperative processer øger elevernes resultater med hensyn til "præstation, interpersonelle forhold samt trivsel og udvikling af sociale kompetencer".

Hvis resultaterne er så utvetydige, kan man spørge sig selv, hvorfor skolerne ikke i højere grad anvender denne læringsform. Og det svarer bogen faktisk også på: Modvilje hos lærerne selv, idet mange hævder, at de "mister kontrollen", når de ikke har mulighed for at overføre (?) viden og udspørge eleverne som i "almindelig" klasseundervisning. "Læreren går fra at være vismand på scenen til en vejleder i kulissen", lyder en interessant betragtning. Desuden hedder det, at mange lærere overser, at eleverne har brug for undervisning i sociale og samarbejdsmæssige færdigheder, "for vi fødes ikke kooperative". En vigtig pointe, synes jeg.

Bogens følgende afsnit er mere praktisk anvisende. Her er kopiark til alle tænkelige øvelser og refleksioner, for eksempel i lærerteamet, kollegaobservation og coaching - ja, selv en progressionsplan til implementering af kooperativ læring på skolens første seks klassetrin.

Jeg synes altså, at jeg mister pusten - også selv om jeg sympatiserer oprigtigt med budskabet. Ingen tvivl om at denne bogs mission er at overbevise og vise både lærere og skoleledelser, hvorfor og hvordan man udvikler en kooperativ skole. Jeg får så lyst til at tilføje: Jo tak, men måske et trin ad gangen?