Der er ikke nogen speciel opskrift på, hvordan man bliver en god lærer. Det betyder dog noget, at man godt kan lide sit arbejde, viser det sig, når man som lærer går ud og spørger eleverne om undervisningen. Og egentlig burde man bruge meget mere tid på at lytte til børnenes svar på, hvorfor lige netop den time eller den skoledag havde været så god; for heri ligger der nemlig en mængde information, som kan bruges til at gøre både undervisningen og elevernes læring endnu bedre. Sådan skriver den meget kyndige og erfarne lærer, der har skrevet denne bog om livet som lærer, der bør være obligatorisk læsning på alle landets seminarier.

Denne nye og meget interessante bog fokuserer på lærerens evne til samarbejde. Det viser sig, at både de personlige og de professionelle kvalifikationer har betydning for det, man kalder lærerpersonligheden. Og denne lærerpersonlighed kan læres, hvilket jeg har noteret mig med selvlysende overstregningstusch i bogen. For det er da vigtigt, at vi alle kan lære noget og blive bedre, hvis vi tør være os selv og tør lytte lidt mere til, hvad børnene har at sige til os. De er vore spejle, og de ser alt det, som vi enten ikke er bevidste om, eller som vi prøver at skjule for os selv i vores arbejde.

Hvad er det så for særlige forhold, som gør sig gældende ved at bruge børn som informanter? Jo, det er barnets evne til selvrefleksion over egen læring, for gennem denne refleksion vil barnet også beskrive de ydre faktorer, som fortæller os, hvad der virker i undervisningen, og hvad der ikke virker.

Læreren skal desuden lære at navigere som professionel personlighed, et begreb, der er forskelligt fra lærerens private personlighed, og da undervisning er en mangesidet form for kommunikation, fokuseres der på samarbejdsperspektivet i undervisningssituationen. Vi får givet en bred vifte af eksempler på vigtige undervisningskompetencer, hvor fællesnævneren forudsætter lærerens overblik og fornemmelse for hvert enkelt fænomen. Men hvad er så læreropgaven og lærerrollen? Dette belyses gennem brug af tre videnskabsteoretiske retninger, som beskriver både den professionelle personlighed og dens betydning for elevernes læring. Og da bogen er en veldokumenteret og videnskabelig undersøgelse, bruges der megen plads på detaljeret at redegøre for de metodiske overvejelser, de håndværksmæssige elementer i undersøgelsen, interviewene og undersøgelsens resultater samt refleksionen over dem. De sidstnævnte oplysninger er mest til brug for dem, der selv vil gøre undersøgelserne efter. Ellers er de nok ikke så relevante for den almindeligt praktiserende lærer, der hellere vil have nogle konkrete overvejelser over praksis, hvilket der også er blevet givet i store mængder i begyndelsen af bogen, og tak for det!

Bogen kan bruges som et redskab til selvevaluering for den enkelte lærer og kan glimrende bruges som spejl for en selv, og man kan dermed blive bevidst om sin egen praksis på godt og ondt. Så find spejlet frem og brug det!