Naturligvis skal Modersmål-Selskabet ytre sig i kanondebatten; det er jo selve selskabets eksistensberettigelse at værne om det bedste af det, der er sagt og skrevet på dansk, selv om jeg finder det vel højstemt i forordet at tale om "det urdanske sammenhold om det, vi kalder kulturarven".

I denne lille bog har man bedt en række forstandige mennesker om hver at skrive et bidrag om fænomenet. Spændende læsning med mange gode pointer - ikke nødvendigvis kun til at bruge i selve kanondebatten, forfatterne rejser også diskussioner, der er velegnede, når lærerteamet skal finde faglige begrundelser for at vælge netop én tekst til undervisningen frem for en anden. Til den ende kan man fremhæve Ingelise Moos' og Karen Vilhelmsens artikel, der pointerer, at den litterære kanon netop ikke giver den postulerede sammenhæng i litteraturundervisningen på de forskellige alderstrin. Der står jo kun, hvilke forfattere man skal læse. Ikke hvilke tekster og på hvilke klassetrin.

Ud over den gode artikelsamling består selskabets bidrag til debatten i et lille hæfte med danske sange, som man gerne ser kanoniseret. Det er uimodsigeligt en fordel for al fællessang, at deltagerne kender de samme tekster og melodier, men hvis man endelig vil kanonisere en digters værk, hvorfor har man så skåret otte vers af Grundtvigs mini-bibelhistorie "Dejlig er den himmel blå"? Jeg synes, at selskabet har forlæst og forsunget sig på alt, hvad der er pænt, borgerligt og nationalt. Det er højskole- og folkekirkedanmark, der synger her. Ikke Sebastian, Kim Larsen eller Benny Andersen.