Hjælp til lærere med nye flygtningebørn i klassen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere og flere kommuner vælger at sende flygtningebørn direkte ud i almindelige skoleklasser i stedet for modtageklasser. Det øger behovet for, at lærere og elever ved noget om flygtningebørnenes baggrund, så de nye elever lettere kan blive en del af klassen. Det er målsætningen for en ny undervisningsplatform, flygtningebørn.dk, der også vil lære flygtningebørn om dansk kultur.

Den interaktive platform indeholder to hovedelementer. En brugervenlig hjemmeside med undervisningsmateriale og film for alle fag og klassetrin samt en app ved navn »Storyfriend«, hvor elever og flygtningebørn sammen kan producere mikrofilm om livet som flygtning.

Undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i videoer, dokumentarfilm og dilemmaspil, hvor eleverne selv kan prøve at være flygtning i en asylsag. Hvis klasserne har gennemgået undervisningsmaterialet på hjemmesiden, har de derudover mulighed for at få et redaktionsmedlem fra flygtningebørn.dk på besøg for at optage spørgsmål fra eleverne på video. Spørgsmålene vil blive sendt til flygtningebørn, der befinder sig i deres hjemlands nærområder. Flygtningebørnenes svar vil senere blive tilgængelige for klassen.

Som lærer er der mulighed for at komme i kontakt med en psykolog, som kan forklare, hvad man gør, når man får et flygtningebarn i klassen, der lider af posttraumatisk stress.

Platformen støttes af Egmont Fonden, Danida og Det Danske Filminstitut og samarbejder blandt andet med Dansk Røde Kors, Red Barnet, DR, Unicef, Dansk Flygtningehjælp, DFUNK og Louisiana.