Anmeldelse:

Børnebøger er alt for vigtige til at være kun for børn

Læs børnebøger og bliv klog på livet. Ny lille bog fortæller dig hvordan man gør.

Publiceret Senest opdateret

Fakta:

Bliv findist via fiktionen – Inspiration til voksenlæsning af børnelitteratur

Forfatter: Jens Raahauge

149 kroner

44 sider

Dansklærerforeningens Forlag

Jens Raahauge har altid – som i ALTID – været et inspirerende menneske at møde på mange områder, især på børnelitteraturfeltet. Nu har han fundet ud af, at man kan blive findist, en, der kan finde frem til vigtige og dybe problematikker i børnelitteraturen. Han har udtrykket fra Katherine Rundells lille fine bog ”Selvom du er så voksen og klog, bør du læse en børnebog” (Jensen & Dalgaard, 2021), som han har skrevet forord til. Rundell slår også fast, at børnelitteraturen ikke er et skjulested, men et søgested og findested. Og der er masser af god og vigtig inspiration at komme efter! Hørt!

Det er fine sager, Jens Raahauge igennem tiderne har slået ned på. Dybe eksistentielle materier, der giver noget tilbage og noget at tænke over: ”Niels Holgersens mærkelige rejse gennem Sverige” (Selma Lagerlöf), ”Brødrene Løvehjerte” (Astrid Lindgren), ”Intet” (Janne Teller), ”Kom ind i min nat, kom ind i min drøm” (Stefan Mählqvist/Tord Nygren), ”Og det var det” (Halfdan Rasmussen/Kaj Mathiessen), ”Gæster hver dag – nej, tak” (Analena McAfee/Anthony Browne), ”Palle alene i verden” (Jens Sigsgaard/Arne Ungermann), ”Tommelise” (H.C. Andersen) og ”I landet med den store ordfabrik” (Agnes Lestrade/Valeria Docampo). Sidstnævnte er en fransk billedbog, hvor Philip bor i landet med den store ordfabrik. Han er forelsket i Celine, men har ikke råd til at købe de tre dyre ord, som han gerne vil sige til hende. Men en dag fanger han tre fjollede ord i luften…

Tre udsagn fra side 23 fortæller, hvor god Jens Raahauge er til at sammenfatte vigtige og koncise spørgsmål:

  1. Lyt til det, den anden siger, også selv om det ikke passer til dine forventninger og opfattelser. Dette gælder i al samtale, men ikke mindst, når børn ytrer sig.
  2. Se det i øjnene, som trænger sig på på en konfronterende, men aldrig konfrontatorisk tilgang.
  3. Lad den, der skal udvikle sig, gøre arbejdet. Som den engang kendte psykolog Steen Larsen sagde med ”bedstemors lov”: Det er den, der arbejder, der lærer!”

Fine pejlemærker at have med sig i klasserummet – og med garanti for at lære noget. Kunne man være så fræk at foreslå yderligere titler/forfattere, der kaster noget af sig på det eksistentielle plan? Så ville jeg foreslå Ulf Stark og Kim Fupz Aakeson, der har leveret uforglemmelige titler gennem årene, bl.a. Starks ”Lad isbjørnene danse” og ”Da far viste mig verdensaltet”. Og så er der Peter Mouritzen , Jesper Wung-Sung , Josefine Ottesen, Mats Wahl og Stian Hole og…

Det er forunderligt at når man læser Jens Raahauges tekster, bliver man selv kreativ, og alverdens ideer dukker op i ens hoved. Derfor er det også godt at læse ”Bliv findist via fiktionen…”. Så hvis du vil være voksen og klog, så læs Jens Raahauges bog!

Powered by Labrador CMS