Anmeldelse

Mormors maskine

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er noget sært, indisk krydderiblanding over farveholdningen i denne "Mormors maskine". Og på sin vis er det krasse sager, læseren bliver præsenteret for i denne vinder af Nordisk Billedbogskonkurrence 2004:

Da mormor skal et smut i kælderen, lover Laura, at hun ikke vil stikke fingrene og tæerne i køkkenmaskinen (på dansk: foodprocessor), men hun propper til gengæld alt andet i den: madvarer, bøger, tøj, møbler og til sidst den hammer, der får maskinen til at splintres i maskindele.

Udviklingen i Lauras kreative leg fremgår af hvert opslags lydord: KRATSCH! SMAK! SURR! SVOSCH! HURR! BZZZZZ! FLURP! KRRRRRT! IIIIAAAUUURRRRR! BANG! UPS!

Illustrationerne ligger inden for, hvad vi er godt vante til i den danske billedbogsverden, en art gensplejsning mellem Cato og Rasmus Bregnhøi, kunne man måske sige.

Alligevel er dette på grund af sin historie en ganske anderledes billedbog, som nok kan give anledning til en god samtale, for eksempel om nysgerrighed og et liv med skolens ordensregler og med tilværelsens regler i almindelighed.

Når man har fået at vide, hvad man ikke må eller skal passe på, er alt andet så tilladt eller ufarligt?

Til indskolingsbørn, der kan gøre store øjne. Og til alle elever, der skal i gang med fag, der rummer omgang med maskiner og eksperimenter.