IJyllands-Posten den 18. august udtalte en lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, at 'skolen dræber børns læselyst'. Samtidig kunne formanden for læseplansudvalget i dansk meddele den undrende offentlighed, at 'lærerne bør vende tilbage til de gamle læseplaner'. Lektoren og formanden var mig. Men hvad der stod i Jyllands-Posten, har jeg aldrig sagt. Og jeg mener det heller ikke.

Det er så ikke det samme som at sige, at der ikke er problemer i folkeskolens undervisning i og med litteratur. Der er problemer, og de fleste dansklærere ved det også godt.

Vi har i de sidste fire-fem år ført en diskussion om, hvilke bøger der skulle bruges i litteraturundervisningen, og hvordan vi skulle arbejde med dem. Disse diskussioner har tit været præget af et opgør med den meget emneorienterede læsemåde, som har været dominerende siden midten af 1970'erne.

Det, der er sket, når man har arbejdet emneorienteret, for eksempel i tværfaglige sammenhænge, er, at litteraturen blot er blevet et redskab.

Målet har hele tiden være at få noget at vide om emnet: indianere, kriminalitet, mobning og miljø. Romaner, noveller og digte er blevet valgt, først og fremmest fordi de handlede om emnet. Om det var god litteratur, som gav eleverne en oplevelse, har spillet en mindre rolle.

Op gennem 1990'erne har dansklærere imidlertid oftere og oftere, blandt andet på adskillige kurser på Danmarks Lærerhøjskole, krævet, at der blev brugt god litteratur, og at der blev arbejdet med den som netop litteratur og ikke bare som cases hentet ud af virkeligheden.

Dette har det nye formål, den nye vejledende læseplan og den nye undervisningsvejledning for faget dansk i høj grad taget til sig. Her slås det nemlig fast, at litteratur er 'ord-kunst, en særlig måde at bruge sproget på', og der lægges vægt på, at 'litteraturen ikke alene fremstår som formidler af et indhold eller en problemstilling'.

Man kan sige, at litteraturen lever i både et virkelighedens og tekstlighedens univers, og at vi skal lægge mere vægt på det tekstlige, det vil sige, som der står i de centrale kundskabs- og færdighedsområder, at der skal 'arbejdes med litterære genrer, fortælleteknik og virkemidler'.

Arbejdet med ældre litteratur og litteraturhistorie skal endvidere styrkes.

Gamle dage

Det er muligt, at dette for nogle ligner 'gamle dage', men det er det ikke. For meningen er netop ikke, som der står allerførst i vejledningens afsnit om litteratur, at gøre eleverne til 'litteraturmagistre'. Litteraturarbejdet skal tværtimod tage udgangspunkt i alt det, børn faktisk ved om litteratur. For de kender jo til både forfattere, værker, genrer, fortælleteknik og virkemidler. De har måske bare aldrig tænkt over det. Og det er lige præcis det, skolen kan hjælpe eleverne med. At komme til at tænke over og blive mere bevidste om litteratur og dermed også blive bedre læsere, som får endnu bedre oplevelser med litteratur.

Eleverne skal altså ikke påføres en hel masse analysemodeller og et stift begrebsapparat. De skal gå på opdagelse i andres og eget sprog, ikke mindst det sprog vi bruger, når vi digter.

De grøfter, man som lærer kan falde i, når der arbejdes med litteratur, er, at teksten enten gøres til en sum af informationer om et emne, eller at den gøres til en sum af litterære virkemidler, altså at man alene ser på indholds- eller formaspektet og ikke på helheden og det, denne helhed gør ved os, så vi griner, græder, glædes eller vredes.

Dansklæreren står i disse år i et vadested, hvad litteraturundervisningen angår. Og størst er problemet på mellemklassetrinnet. Målet for de første klassetrin har altid været klart, nemlig at hjælpe børnene til at lære at læse. Ligeledes målet for de ældste klassetrin, hvor der traditionelt arbejdes mest med analyse og fortolkning. Mellemklassetrinnet derimod er for mange lærere blevet ét langt læsekursus, krydret med indholdsreferater og -diskussioner, og så måske lidt frilæsning og boganmeldelser ind imellem. Det undrestreges af udtalelser fra en stor gruppe 11-årige, som i Danmarks Lærerhøjskole-rapporten 'Bøger kan brænde' omtaler litteraturarbejdet i 5. klasse som kedeligt og uden forbindelse til deres læsning og store oplevelser hermed i fritiden.

Læselyst

Med den nye undervisningsvejledning i hånden kan kravene til litteraturundervisningen på mellemklassetrinnene gøres således op:

- Der skal arbejdes med god litteratur, ordkunst, det vil sige litteratur, som udfordrer eleverne, også sprogligt.

- Der skal læses mere højt for eleverne, her også af børnelitteraturens klassikere, som de måske ellers ikke stifter bekendtskab med.

- Eleverne skal anspores til at digte med, når de læser, og til selv at digte, også inden for bundne genrer og fortælleteknikker, gerne som sproglege.

- Eleverne skal hjælpes til at sætte navne på det, de i forvejen ved, og det, de lærer sig i skolen, så de får lettere ved at tale med andre om litteratur og litterære oplevelse og vurderinger.

- Eleverne skal anspores til at fortælle de andre i klassen om, hvad, hvornår, hvordan og hvorfor de læser; klassen skal være et forum for idé- og meningsudveksling også på dette område.

- Læreren skal fortælle fra litteraturens, her især børnelitteraturens historie, også alt det spændende biografiske og anekdotiske stof.

- Læreren skal hjælpe eleverne til at bruge og stille krav til både skole- og folkebiblioteket.

Hvis dette lykkes, skal Jyllands-Posten have ganske andre overskrifter op af posen næste gang, for eksempel: 'Skolen fremmer børns læselyst'.

Sådan står der i øvrigt også i formålet for faget dansk.

-

Torben Weinreich er lektor på Danmarks Lærerhøjskole.