I de nye mål er der blandt andet mere fokus på mangfoldighed. Det skal gerne betyde, at de unge kan tale om en kæresterelation mellem to af sammen køn på lige fod, eller at de små klasser taler om, at en familie kan se ud på mange måder.
Uge Sex sætter fokus på nye mål i seksualundervisning
Sex & Samfund tager udgangspunkt i Undervisningsministeriets nye Fælles Mål for sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, når de søsætter dette års Uge Sex kampagne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærerne kan få helt ny hjælp til seksualundervisningen med de nye fælles mål, som findes på emu.dk.
"Indholdet i målene er overordnet de samme som sidste år, men der er kommet mere fokus på sundhed, rettigheder, trivsel og mangfoldighed", fortæller pædagogisk fagmedarbejder Lone Smidt.
"Sundheds- og seksualundervisningens potentialer i forhold til at styrke elevernes sundhed og trivsel er blevet tydeligere i de nye mål - og heri ligger også et væsentligt aspekt omkring mangfoldighed", siger Lone Smidt og forklarer, at mangfoldighed handler om at sætte fokus på, hvordan sociale og medieskabte normer for køn, krop og seksualitet påvirker børn og unges trivsel.
Seksualundervisning er svært
"I undervisningen handler det for eksempelvis om, at eleverne undersøger, hvordan man som ung bliver påvirket af de normer og idealer for en flot krop, man møder i medierne, og det handler om, at man på lige vilkår taler om en kæresterelation som noget, der foregår mellem to af samme køn og to af hvert køn. Det betyder også, at man i de ældste klasser både har fokus på, hvordan man beskytter sig, når man har sex med én af sit eget køn og med en af det modsatte køn. I de små klasser kan mangfoldigheden handle om, at man kan få børn på flere måder, og at en familie kan se ud på mange måder", forklarer Lone Smidt.
Nye materialer
Sex & Samfund har hvert år en kampagne i Uge Sex. I år er der udviklet materiale med udgangspunkt i de nye fælles mål. Materialerne har med øvelser og læringsforløb, der styrker elevernes viden om sundhed - og hvad de kan gøre for at øge deres sundhed og trivsel. Til både indskoling, mellemtrin og udskoling har Sex & Samfund gratismaterialer om eksempelvis kroppen, familie, pubertet, prævention og uønsket graviditet. Desuden er der udviklet temamaterialet: 'Sammen og sundhed og trivsel'.
"Ordet sammen er vigtigt. For børn og unge er sammen om sundhed og trivsel, og trivsel og livskvalitet skabes, øges og forandres i fællesskab. Temaet tilbyder øvelser, der styrker børn og unges evne til at kunne fremme sundhed og trivsel for sig selv og andre i fællesskaber som klassen, skolen, lokalsamfundet og samfundet som helhed", siger Lone Smidt.
Uge sex nu for de små
Hun fortæller, at de materialer, som Sex & Samfund i år lancerer, giver god mulighed for seksualundervisning på tværs af fag som dansk, samfundsfag og biologi.
Understøttende undervisning
Lone Smidt fortæller også, at man for første gang har tænkt pædagoger ind i Uge Sex-kampagnen.
"Folkeskolereformen er baseret på et nationalt mål om at øge elevernes trivsel og styrke elevernes læring. I år tilbyder Uge Sex forslag til, hvordan man kan tænke trivselsarbejdet sammen med læring på tværs af seksualundervisning og den øvrige faglige undervisning - både i fagene og som en del af den understøttende undervisning, hvor pædagogerne med deres særlige kompetencer kan spille en afgørende rolle", lyder det fra Lone Smidt.
Over 300.000 børn og unge er allerede tilmeldt til Uge Sex 2015. Lærere kan tilmelde sig via link til højre for denne artikel. Tilmeldte lærere får tilsendt det gratis materiale på mail og kan derefter printe det ud til eleverne.