Anton har lavet en figur af legoklodser, og nu skal han forklare sin far, hvordan han bygger en mage til. Det kræver, han sætter ord på geometriske former.

Familiematematik giver inspiration til at snakke om matematik i hverdagen

En gang om året inviterer Munkekærskolen til matematik for hele familien i børnehaveklassen. Det giver forældrene inspiration til at snakke om matematik derhjemme og skyts til at tage deres børns negative matematikopfattelser i opløbet.

Publiceret Senest opdateret

Anton og hans far Andreas Uldahl sidder klar på hver sin side af et lyseblåt ringbind, som opslået og på højkant fungerer som skærm imellem dem.

Foran sig har de hver sin figur af legoklodser. Anton har startet med at bygge sin. Derefter har han instrueret sin far i, hvordan han kan bygge en mage til. Nu er momentet for den store afsløring oprundet.

”Heeeey!”, udbryder de begge, da figurerne kommer til syne over kanten på ringbindet. De er ens.

Eller det vil sige: Næsten ens. Figuren har nemlig to fødder i hver sin farve, og mens højre fod er rød og den venstre gul på Antons figur, er det lige omvendt på hans fars. Figurerne er hinandens spejlbilleder.

”Det var faktisk ret sjovt”, konstaterer Anton og trækker sin far hen til nabobordet, hvor opgaven lyder at lave en nummerplade med sine yndlingsbogstaver og tal.

Og efter med klodsede blokbogstaver at have skrevet ’TA’ er han ikke i tvivl om, hvad det første tal skal være: Syv.

”Er det fordi, du er syv år?”, spørger hans far. Anton nikker. Kinderne er ved at være røde, men det har også været en lang dag. Klokken har passeret 16:30 mandag eftermiddag, og han er stadig i skole.

Hverdagen er fuld af matematik

I dag er det nemlig tid til den årlige familiematematikdag for skolens børnehaveklasseelever. Knap 200 elever, forældre og søskende myldrer fra bord til bord i de tre lokaler, der er taget i brug.

I det ene lokale kan de blandt andet spille et utal af kort- og brætspil, tegne deres drømmehus og klistre dem op på den ene eller anden side af en vej på væggen, alt efter om de giver det et lige eller et ulige nummer, designe nummerplader og lave simpel købmandsregning.

På gangen ude foran kan der balanceres vægte med centicubes, whiteboardtusser, blyanter, elastikker og andet godt fra materialeskabet.

I hjemkundskabslokalet lyder opgaverne blandt andet at tælle bestik, producere saftevand i blandingsforholdet 1:4 og skære tre agurkeskiver til hvert medlem af familien.

Og ikke mindst superhittet: At lægge en dåse makrelguf, en appelsin, et rødløg, et æble og en tomat i rækkefølge efter, hvor meget de vejer, og så tjekke på en køkkenvægt, om der er skudt rigtigt.

Det er anden gang, Munkekærskolen afholder familiematematik for børnhaveklasserne, og belært af erfaring har matematikvejleder Marlene Schouw Jakobsen sat ekstra af netop den post op. Sidste år var der nemlig kø.

Målet med arrangementet er at give forældrene inspiration til at snakke med deres børn om matematik, der hvor den dukker op i hverdagen, fortæller hun.

Men også at give forældrene et indblik i, at matematikundervisningen i dag kan se meget anderledes ud, end da de selv gik i skole.

Desuden er det et mål at give forældrene eksempler at hive frem, hvis deres barn en dag kommer hjem og siger, at de ikke kan finde ud af matematik.

”Så har forældrene et helt arsenal af beviser at trække frem på, at jo – det kan de faktisk godt. På den måde kan man få vendt en negativ indstilling hos et barn, der har oplevet, at de i et enkelt tilfælde i en enkelt matematiktime har haft svært ved noget”, siger Marlene Schouw Jakobsen.

"Den tager jeg med hjem"

Det er hende, der, efter at være blevet præsenteret for konceptet på en konference, har taget familiematematikken med hjem til Munkekærskolen. Her har hun og skolens andre matematikvejledere tilpasset og justeret det.

Blandt andet viste evalueringen efter sidste års arrangement, at forældrene gerne ville have konkrete opgaver med hjem – ikke bare en generel opfordring til at snakke om matematik, der hvor den dukker op i hverdagen.

Derfor får de i dag udleveret en lamineret seddel med forslag til aktiviteter – lige til at hænge op på køleskabet. Og Andreas Uldahl kan sagtens se ideen med at gå hjem og lave dem sammen med Anton. Han er glad for indblikket i, hvad der bliver arbejdet med i skolen.

”Og så giver det et indtryk af, hvad jeg har brug for af redskaber for at kunne arbejde videre derhjemme. Jeg havde for eksempel svært ved at forklare Anton, hvad lige og ulige numre er. Det kan være, vi skal spørge Birgitte om det”, siger han henvendt til børnehaveklasseleder Birgitte Grønvold, der går forbi i det samme.

Og hun har svar på rede hånd: ”Kan du huske, vi har snakket om det med, om man kan dele nogle æbler, uden at skulle skære et over, Anton? Hvis man kan, er det et lige antal. Hvis man ikke kan, er det ulige”.

”Genialt. Den tager jeg med hjem”, lyder det fra Andreas Uldahl, der dog bliver overtalt af sin søn til lige at tage ét spil kort mere, inden turen går hjemad.

Det hedder ’højere/lavere’ og går ud på at gætte, om det næste kort, der bliver vendt, er højere eller lavere end det foregående. ’Her trænes de førfaglige ord højere og lavere’, står der på den laminerede seddel på bordet.

Klokken er 17:03, og familiematematik er egentlig slut for denne gang. Men Marlene Schouw Jakobsen er travlt optaget af en engageret samtale med en forælder, der arbejder som gymnasielærer og sagtens kan se ideen om at køre et lignende arrangement, når eleverne starter i 1.G.

Og Munkekærskolen har da også planer om at afprøve familiematematik for ældre elever. I år er det for første gang afprøvet på 5. årgang, og næste skoleår kommer 2. og 7. årgang med på vognen.