Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er i år begyndt i nulte som kommende dansk- og klasselærer, hvor jeg underviser hver torsdag og fredag i halvanden time. Jeg har været der før, så med ophøjet ro bevægede jeg mig mod børnehavegangen en morgen i august to uger inde i skoleåret. Her blev jeg mødt af en mur af forældre, elever og deres søskende i flertal.

Jeg skulle trøste, vinke farvel, se på madkasser og farveblyanter, lede efter sutteklude, vinke farvel på ny og forsikre forælder om, at jeg selvfølgelig nok skulle huske at minde om vigtigheden af at tage gummistøvler på i tilfælde af regn. Jeg forsøgte mig med at klappe en særlig takt for at få ro, jeg tyssede, jeg lynede mine læber og kastede låsen væk, jeg holdt en hånd i vejret, og til sidst brølede jeg ”så er der ro”.

Vi skulle koncentrere os om a. Men først skulle eleverne lige ud at løbe. Så skulle de elever, som glemte at løbe tilbage, findes på legepladsen. Så skulle flere af dem spidse blyanter, hvilket er en særlig disciplin, som involverer køkultur ved skraldespanden. Så var der en, der nægtede at skrive a, så var der en, som ikke kunne finde sin yndlingsblyant, så var der en, der fik hjemve. Fordi de blev ved med at forlade deres plads, hvorpå deres navneskilt er limet fast, resulterede det flere gange i ”nej, lige nu vil jeg ikke gætte på, hvad du hedder.” 

Vi nåede ikke at smage ananas, og jeg ved med sikkerhed, at vi ikke skal spise øllebrød, når vi kommer til ø.

Skoleverdenen er ny for alle - også mor og far

Jeg forlod nulte lettet over, at jeg ikke er børnehaveklasseleder. Meget lidt stolt over, at jeg havde trukket ’så ringer jeg til din mor’-kortet. Ganske sikker på, at jeg havde udfordret den enkelte elev, men meget usikker på, hvorvidt min undervisning havde udviklet elevernes nysgerrighed, videbegær og lyst til at lære mere. I virkeligheden lignede de mest af alt en alt for stor flok børnehavebørn med en voksen for lidt i front.

Når rød stue skiftes ud med klasselokalet, kræver det en børnehaveklasseleder, som både omfavner elever og deres forældre, for skoleverdenen er ny for alle. 

Det er børnehaveklasselederen, som danner grobund for de fremtidige år i folkeskolen, og det er børnehaveklasselederen, som skal skabe tillid og tryghed for både eleverne og for deres forældre. Mor og far er nemlig også begyndt i folkeskole og omtaler nu deres barns børnehaveklasseleder som ”vores lærer”.

Jeg bøjer mig i støvet

Jeg bøjer mig i støvet for vores børnehaveklasseledere, som hver dag udvikler lyst og engagement til og motivation for at beskæftige sig med skolens indhold til trods for, at antallet af elever per pædagog stiger. 

Kompetenceområderne i nulte omhandler både sprog, matematisk opmærksomhed, naturfaglige fænomener, kreative og musiske udtryksformer, krop og bevægelse samt engagement og fællesskab - i nævnte rækkefølge. 

Det er en mundfuld ud over det sædvanlige med et ringe kendskab til en børneflok, hvor en eller flere er motorisk eller sprogligt udfordrede, har svært ved at vente på tur og løse konflikter, bakser med indlæringsvanskeligheder og hukommelse, er distræte og ikke mindst umodne.

En gåde

Ønsket om at skoleficere dagtilbud, så overgangen fra børnehave til skole omhandler læring mere end leg, og at børnehaveklasse bliver til nulte, hvor abc ikke længere blot er en sang, men pensum, er mig en gåde. Det første år i skolen burde være en blød overgang fra dagtilbud, hvor kompetenceområderne burde omhandle sociale færdigheder og læren om at gå i skole.

Det er elevernes fælles og individuelle trivsel, der skaber den tryghed, der kræves for at udvikle sig både socialt og fagligt i et klassefællesskab, og det er dét, som kræver flere pædagoger.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk