Anmeldelse

Pest over Danmark

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Pest over Danmark" er en sjældent god bog, der i første omgang tilgodeser historie, men også vinkler emnet ud fra et biologisk aspekt. Fagene historie og biologi går meget fint i spænd - dette samspil er en pædagogisk genistreg og gør det oplagt at anvende bogen til tværfaglige forløb.

Bogen er inddelt i fire dele: "Pestens historie", "Pesten rejser spørgsmål", "Temaer" (for eksempel "Kirke og tro" og "Pest i vore dage") og "Kilder". Kildedelen består af kilder, der spænder fra samtidige tekster til den nyeste forskning.

I de forskellige kapitler er der bokse med problemstillinger, der samler det læste stof op. Hvert kapitel rummer også forslag til opgaver eller videre diskussion.

Indholdsmæssigt fremstår det meget veldokumenterede stof som resultatet af et meget grundigt forarbejde.

Normalt skal en lærebog jo gerne udstråle faglig autoritet. Nærværende bog lader imidlertid også udokumenterede teorier fremstå som indlæg, men de bliver dog kommenteret af fagfolk. Det er en fortrinlig ide, der vil være med til at skabe bevidstgørelse hos eleverne.

Der perspektiveres til vore dages "pest" - hiv/aids, Sars, Ebola, fugleinfluenza og kemisk krigsførelse. Dette tema er desværre kun levnet 1½ side. Man kan vælge at undre sig over, at ovenstående ikke er tilgodeset med mere plads, eller man kan vælge at opfatte det som en appetitvækker og igangsætter til videre individuel forundring og arbejde - jeg vælger det sidste. Det er en fremragende bog!