Anmeldelse

Energiforsyningen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Energi er mange ting. Dog opfattes energi nok af de fleste som de resurser, vi bruger for at skaffe os lys, varme og lignende. I denne bog er det i hvert fald det, der er udgangspunktet, og som bliver belyst fra start til slut.

Fakta:

Titel: Energiforsyningen

Forfatter: Ivan Andersen, Line Jørgensen Stald, Kaare Øster

ISBN: 978-87-23-01888-5

Pris: 124,00 kroner

Sider: 48 sider

Serie: Naturfag på tværs

Type: Bog

Forlag: Alinea

Bogen er inddelt i to dele, hvor den første del mest kan betegnes som teoriafsnittet. Her fortælles nærmere om forskellige slags resurser såsom vind- og vandkraft, fossile brændstoffer og biobrændsel. Forklaringerne er alle steder gode og grundige med fine billeder og figurer til at understøtte teksten.

Den anden halvdel af bogen er den mere praktiske del. Her finder man blandt andet de opgaver og øvelser, der undervejs i teksten henvises til, så bogens indhold ad den vej bliver mere levende. I denne del findes også afsnit, der lægger op til yderligere faglig fordybelse, for eksempel i forbindelse med projekter.

Bagest bliver de sværeste ord og sammenhænge grundigt nærmere beskrevet. En ting, jeg lidt savner i bogen, er afsnittet om supplerende litteratur og internet, så man nemt ville kunne gå mere i dybden. Det ville have klædt bogen godt.

På trods af dette er det en rigtig god bog, som er et godt supplement til naturfagsundervisningen i de ældste klasser.