"Sikkerhedsberedskabsplanerne skal ligge der uanset hvad. Ekstremisme findes. Lærernes ytringsfrihed er truet. Uanset hvordan vi vender og drejer det”, siger Mai Mercado.

Borgerlige: Lærerne skal have den nødvendige beskyttelse for at undervise i Muhammed-krisen

Som led i den politiske beslutning om centralt at udarbejde et undervisningsmateriale om Muhammed-krisen ønsker de borgerlige partier skolernes sikkerhedsberedskabsplaner opdateret. Ifølge undervisningsministeren er det allerede sket.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fredag opnåede de borgerlige partier flertal for et beslutningsforslag om at pålægge Børne- og Undervisningsministeriet at udarbejde et undervisningsmateriale om Muhammed-krisen til ministeriets portal EMU samt at tilføje krisen som punkt til folkeskolens historiekanon.

Det skete, da SF stemte for og dermed bragte regeringen i mindretal. Beslutningsforslaget indeholdt desuden et punkt om at opdatere skolernes sikkerhedsberedskabsplaner.

Skolelederformand: Beslutning om Muhammedkrise-forløb er uanstændig statsstyring

Ifølge Venstres Ellen Trane Nørby er det særligt sagen i Frankrig, hvor læreren Samuel Paty blev dræbt efter at have vist Charlie Hebdos Muhammed-tegninger i undervisningen, der giver anledning til at kigge på, om beredskabet er tilstrækkeligt.

"Vi har også haft sager i Danmark, hvor der var trusler mod lærerne, og man ikke vidste, hvor man kunne henvende sig. Det er sådan noget, der skal være detaljeret beskrevet i sikkerhedsberedskabsplanerne", siger hun til folkeskolen.dk og tilføjer:

"Det er væsentligt, at man ved, hvordan man håndterer det lokalt, så der ikke kommer en lærer og henvender sig til sin leder, og så skal man først der til at finde ud af processen. Der skal ligge klare handlingsplaner, for nogle gange skal det gå enormt hurtigt".

Borgerlige: Ingen sammenhæng med undervisningsmaterialet

Der står i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at beredskabsplanerne skal opdateres, så de "kan imødegå eventuelle konflikter i forbindelse med brug af undervisningsmaterialet i undervisningen".

Konservatives Mai Mercado understreger dog, at der er grund til at kigge på sikkerhedsplanerne uafhængigt af beslutningen om at udarbejde undervisningsmaterialet til EMU.

Lærerformand om Muhammed-tegninger: Ikke noget man skal afgøre på Christiansborg

"Sikkerhedsberedskabsplanerne skal ligge der uanset hvad. Ekstremisme findes. Lærernes ytringsfrihed er truet. Uanset hvordan vi vender og drejer det. Undervisningsmaterialet skal forebygge konflikter ved at gøre det legitimt at undervise i Muhammed-krisen. Sikkerhedsberedskabsplanerne handler om at kunne håndtere, når skaden er sket", siger hun.

Ellen Trane Nørby pointerer, at der ifølge hende er tale om to helt separate diskussioner.

"Opdateringen af beredskabsplanerne er en direkte konsekvens af, hvad der skete i Frankrig. Der er ikke nogen årsagssammenhæng med, at man laver et nationalt undervisningsmateriale overhovedet", siger hun.

Ministeren: Planerne er allerede opdateret

I debatten i folketingssalen om beslutningsforslaget pointerede børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at planerne allerede er blevet opdateret i sommer.

Hun understregede desuden, at straffene for forbrydelser, der har til hensigt at krænke andres ytringsfrihed, er fordoblet.

Nye Borgerliges ordfører Mette Thiesen ser frem til at drøfte, om opdateringen af beredskabsplanerne er tilstrækkelig.

"Jeg synes, det giver god mening at genbesøge sikkerhedsplanerne. Ministeren siger, de er opdateret, og så må vi kigge på det. Det kan godt være, vi kan konstatere, at de er fine nok, som de er. Det kan også være, det er nødvendigt at foretage nogle ændringer", siger hun og tilføjer, at sikkerhedsberedskabsplanerne og undervisningsmaterialet for hende "hænger uløseligt sammen":

"Vi har set eksempler på lærere, der har stået i rigtig skidte situationer. Derfor kan ingen af de to ting stå alene. Det er fint, at ministeren siger, at sikkerhedsplanerne er opdateret og straffene hævet, men man er også nødt til at sikre, at man har noget materiale, som vi står sammen om".

Lærerne hælder SF-forslag om Muhammed-tegninger ned ad brættet 

Ellen Trane Nørby understreger, at der ikke kan være alt for meget offentlighed om det konkrete indhold om sikkerhedsplanerne.

"For så deler man dem jo også med dem, der potentielt har til forsæt at begå kriminelle handlinger", siger hun og tilføjer, at hun derfor har valgt at ligge til grund, at det er korrekt, når Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at de er opdateret.

Af samme grund vil hun heller ikke kommentere på, hvilke konkrete redskaber, hun finder det nødvendigt, at lærerne og skolerne har i planerne.

"Jeg stoler på ministeren, når hun siger, de er opdateret. Jeg går ikke ind i en diskussion af, om der så er noget, der mangler. Det er hendes fulde ansvar at sørge for, at de er tilstrækkelige til, at man kan håndtere lokalt, hvis der opstår situationer", siger Ellen Trane Nørby.

Mai Mercado mener, at sikkerhedsberedskabsplanerne skal indeholde de redskaber, "der er nødvendige for, at lærerne kan møde på arbejde og føle sig sikre".

"Det skal være sådan, at de giver den fornødne tryghed. Derfor skal det også være mere end strategier på glittet papir. De skal ud og leve, så man aktivt får dem i brug derude. Det er meget vigtigt", siger hun.